Afskrift af Fæstekontrakt vedr. Nr. Nejsum

også kaldet Store Nejsum

Imellem undertegnede Johanne Jespersdatter og søn Anders Jensen er oprettet følgende kontrakt på grund af hvilken jeg Johanne Jespersdatter har Besluttet at fratræde min iboende gaard St. Nejsum til anmeldte søn, som af Godsej. Hr. Kammerherre Schel til Birkelse er lovet denne gaard i fæste paany

Betingelserne er følgende.

Foruden fri Beboelse som skal bestaa af et Hus paa 8 fag med Køkken og fornødent Rum til Ildebrændsel, betager jeg mig herned en aarlig Aftægt af 2 Td Rug 2 Td Byg 2 Lispund Flæsk, 1 nyslagtet fed Faar, 3 Lispund Faarekød, 2 Pund Uld 1½ pund Sæbe. Fra 1. Maj til 1. November 2 Potter nymalket Mælk og den øvrige tid af Aaret 1 Potte daglig. I Begyndelsen af hver maaned 1 pund Smør. Som ildebrændsel 6 læs Knoptørv a 20 Snese og 4 læs Sandtørv af 12 Snese. Tørven, som maa være af forsvarlig størrelse og Godhed, leveret i rette Tørvebjergningstid, henlagt i det dertil bestemte hus.

Saa ofte det forlanges dog ej over 4 gange aarligt, er min søn eller hans Værge, som tilkommer at opfylde denne kontrakt paa hans Vegne, pligtige at køre til og fra Kirke ligesom ogsaa tilsørge mit korn snar og bagt i Brød uden nogen Udgift for mig. Beboelsen skal indrettes til mig i Løbet af indeværende Aar.

Naar jeg flytter ind i den for mig beboelse forbeholder jeg mig at medtage, 1 sengested, 1 Sengs klæder, 2 Gryder saavel som hvad jeg behøver eller finder Brug for af Borde og Stole og i øvrigt fornøden Huusgeraad saavel min Dragkiste af Fyr og alle mine Gangklæder. Aftægtsyderen er ogsaa pligtig at opsætte en Jern Bilægger Kakkelovn i min Stue.

Aftægtsaaret beregnes fra 1. Januar og det i første paaberørte af Fødevarer bliver altsaa til denne Tid aarlig at levere. Det øvrige forsaavidt ej anderledes overfor er bestemt, leveres inden hvert Aars 1. November.

I Sygdoms Tilfælde er min Søn pligtig at besørge min kuur og Pleje, og naar jeg er død, en anstændig og hæderlig Begravelse efter Egnens Skik og Brug.

Skulde min Søn og den med hvem han nu agter at indlade sig i Ægteskab, dø før jeg, da skal der af disses fælles Bo udbetales mig et Hundrede Rigsdaler, saafremt Godsejer Hr. Kammerherre Schel ikke vil have den Godhed at tillade ovenommeldte Aftægt maa paahvile Gaarden, men dersom der ved min Død findes noget tilovers af denne Sum, falder det alene deres lovlige Arvinger til gode.

Foruden hvad der efter Skiftet af 9. Juli 1839 er tillagt efterskrevne mine Børn som Fædrearv, skal min Søn Anders Jensen give :

Jesper Jensen fem og halvfjersindstyve Rigsdaler Sedler foruden en Klædekiste og et Hængeskab. Denne Kapital, som i Forbindelse med Fædrearven udgør 100 Rd 1 mrk. 5½ Sk forbliver indestaaende uopsagt uden Rente i 2 Aar fra sidste 11. December at regne, imod at medunderskrevne Skomager Lars Chr. Kjær i Brohusene indestaar som Kautionist og Selvskyldner for denne Summa, og ved sin Underskrift tillige er forbunden ej at optage noget prioriteret Laan. Desuden tillægges denne min Søn et Sølvbæger.

Ingeborg Jensdatter faar 1 Sengs Klæder eller 25 Rd. hendes Moders Fyr Dragkiste og Væv. 1 Bryllup hvortil maa 20 Personer eller 10 Rd., enten 10 Rd. eller en Ko, hvilken hun ønsker efter at min Søn først har forholdt sig tvende. 1 Sølvkande med Laag som vejer ca 50 Lod. Dog er hun pligtig at afkorte 10 Rd. fordi hun beholder denne Sølvkande.

Kristine Jensdatter faar 1 Sengs Klæder eller 25 Rd. 1 ny Fyrretræs Dragkiste eller 10 Rd. 1 Wæv eller 8 Rd. 1 Bryllup, hvortil maa indbydes 20 Personer, eller 10 Rd og 10 Rd. eller 1 Ko, hvilken hun ønsker efter at min Søn har forbeholdt sig tvende.

For den mig hermed betingede Aftægt og det mine Børn tillagte, forbeholdes 1. Prioritets Panteret i alt hvad ovennævnte min Søn Anders Jensen ejer og ejende værdier, intet i nogen Maade undtaget.

Naar jeg ved døden afgaar bliver mine Gang klæder og mit Linned at dele lige mellem mine ovennævnte tvende Døtre.

Jeg, Anders Jensen forbinder mig hermed til i eet og alt opfylde og udrede alt hvad herudi er bestemt.

Aftægten er beregnet til 41 Rds. Aarlig som for 5 Aar udgør 205 Rd. Arveloddene anslaas til 266 Rd. til Bekræftelse som vi denne Kontrakt underskriver i Overværelse af Lavværge, Formynder, Selvskyldner, Kautionist og tvende Vitterlighedsvidner.

Store Nejsum i Skæve Sogn 12. Januar 1843

Johanne Jespersdatter Anders Jensen

m.f.p.

Som Lavværge Som Formynder

Thomas Larsen Christian Poulsen

m.f.p. med ført pen

Som Kautionist og Selvskyldner

L. C. Kjær.

Til Vitterlighed

N. Schousgaard Mattiis Sørensen

Læst paa Dronninglund Herredsting

Den 9. Febr. 1843 pkt. 501

Gad

(Afskrevet af Erik Wulff)

-------------------------------------------------------------------------------------------

Glimt fra det gamle Østervrå.

Kilder: Grethe Baier Andersen (05.03.1924, +27.12.1998), datter af manufakturhandler Jens Jensen, Østervrå, og Jørgen Baier (*16.12.1929), søn af manufakturhandler Jens Jensen.

Bogtrykker og boghandler Niels Adelstorp var en af de meget initiativrige mænd i Østervrå. Han kom til byen i 1912, da han overtog smed Sigtenborgs lille træskoforretning, hvor der tillige blev solgt urtepotter, vaser, skåle og lign. Der åbnede Adelstorp sin boghandel, hvor sortimentet bestod af bøger, malerier, keramik, tapet, postkort, gaveartikler og andre kioskvarer. Huset, hvor der også var smedeværksted, er nu revet ned. Det lå på den adresse, der i dag hedder Hjørringvej 438.

Adelstorp flyttede inden længe til Hjørringvej 427, hvor han indrettede trykkeri i baghuset og startede med at udgive Østervrå Avis den 13. december 1913. Han var en dygtig bogtrykker, og hans referater af byens begivenheder var spændende og farverige.

Adelstorp var ivrig afholdsmand og var med til at stifte Østervrå Afholdsforening, der holdt sine møder i Villa Vest ligesom Indre Mission i tiden før Missionshuset.

Det var en høj, mager, lidt indtørret mand med langt skæg. Han blev desværre ikke gammel og døde nogle dage før jul i december 1943 i en alder af 53 år.

Hans kone Juliane var lige modsat af statur. Det var en stor og kraftig dame, som var ligeså god, som hun var stor. Hun fik navnet Juliane, fordi hun var født juleaften. Hun opnåede desværre heller ikke nogen høj alder, idet hun døde knap tre år efter sin mand i september 1946 kun 55 år gammel.

Det havde været et dejligt hjem for både familie og venner. Efter Julianes død kom den yngste datter Grethe i pleje hos søsteren Edel i Holstebro.

Inga, som var den ældste datter, kom i lære hos Jens Jensen. Hun blev hans første elev og var meget dygtig. Efter endt uddannelse kom hun til firmaet Carl Lauritsen og Co. i Brønderslev.

Et halvt års tid senere ringede hendes nye chef til Jens Jensen og sagde: ”Hvis det er den slags lærlinge, De uddanner, skal De bare sende dem herover, for jeg kan bruge alle dem, De har af den kaliber.”

Grethe og Jørgen var tit med Inga hjemme. Jørgen mindes stadig Julianes gode suppe, og da Grethe engang var syg, kom Inga efter middagspausen tilbage med to stykker kikskage til Grethe fra hendes mor. Det var herligt. Grethe havde aldrig smagt den slags kage før.

Kreaturhandler Carlsen ejede i nogle år ejendommen på Hjørringvej 433, hvor de boede på 1. sal over den daværende installatørforretning. Den ældste søn Aksel var begyndt at gå i gymnasiet i Hjørring, og den yngre bror Thomas og han havde lejligheden øverst oppe. Den bestod af to stuer med køkken. Det var så sjovt at komme med derop.

Her eksperimenterede de en overgang med krudt, og ved en lejlighed var de ved at sprænge det hele i luften.

Engang skulle Thomas prøve at ryge, og mens han sad og røg ind i kakkelovnen, gik Aksel ned i gården. Lidt efter kom han tilbage til broderen og sagde: ”Er du tovli? Det ryger ud af skorstenen”.

Da Aksel havde fået kørekort og var hjemme på ferie, inviterede han Grethe og lillebroderen Thomas på en biltur ud til Ormholt Skov. Det var jo flot og uhørt.

De gjorde holdt på en stor, åben plads og gik hen til en dam, hvor de studerede nogle fisk. Efter nogle minutter spurgte Thomas, om han måtte låne nøglen. Han havde glemt noget henne i bilen. Aksel fattede ikke mistanke, selv om broderen var en lurendrejer, men efter nogen tid undrede han og Grethe sig over, hvor Thomas blev af. De undersøgte sagen og så en særpræget forestilling, hvor Thomas susede alt, hvad remmer og tøj kunne holde – frem og tilbage og om igen. Han kunne jo godt køre bil, men måtte selvfølgelig ikke. Thomas var en rigtig filur.

Aksel blev ingeniør og Thomas dyrlæge. I nogle år praktiserede Thomas i New Zealand, men senere blev han dyrlæge i Dybvad. Hans liv endte tragisk. Under et stormvejr nægtede man ham adgang til Odden Havn, og hans båd gik ned. Det var en skandale.

I Østervrå var det i 1940 et stort fremskridt, da vi fik et alderdomshjem, hvilket ikke var almindeligt i byer på størrelse med Østervrå, hvor hele kommunen vel nok kun havde omkring 3000 indbyggere.

Det var daværende sognerådsformand, den fremsynede smedemester M. P. Nielsen, der var primus motor for opførelsen.

Han var socialt indstillet og gjorde meget for de mindre bemidlede. Privat hjalp han tit der, hvor kommunen ikke kunne træde til, og det er ganske fortjent, at der her i byens anlæg bag ved Ældrecentret er opstillet en buste af denne dygtige mand.

Dengang blev Østervrå Ældrecenter kaldt De gamles Hjem. Værelserne var ganske små, men trods det syntes de mange nedslidte og ofte økonomisk dårligt stillede folk, at det var som at komme i Paradis, når de kom på Hjemmet. Her kunne de slappe af for første gang i mange år, for her var der centralvarme, de fik gjort rent og maden blev serveret, forhold, der i reglen lå milevidt fra det, de kom fra.

Familierne Carlsen, Jensen og smed Nielsen kom meget sammen.

Fru Carlsen var altid så fin, især havde hun sådan nogle fine hatte. Der var bl.a. en rustfarvet hat, som klædte hende særlig godt.

Hun kom meget ind til fru Emmy Nielsen. En dag, da hun var derinde til formiddagskaffe, havde hun taget hatten af og lagt den på bordet. Pludselig for der en djævel i fru Nielsen, og med ordene: ”A har aldrig kunnet fordrage den hat!” puttede hun den i kakkelovnen.

Fru Carlsen blev noget betuttet, men grinede dog – hun havde råd til en ny, men Edith Jensen var forarget. Fru Nielsen var nok lidt misundelig, for fru Carlsen var jo så nydelig med den hat.

Grethe og Jørgens forældre kom også meget sammen med familien Friismose. Selv om han var en meget stille og rolig mand, var han også en mand med meget initiativ. Foruden møbelsnedkeri og tilhørende forretning fremstillede og solgte han ligkister og var dermed også en slags bedemand. Det erhverv var ikke så godt organiseret dengang, som det er i dag.

Han var meget musikalsk og spillede i sine unge dage i Kjærs orkester, og han blev gift med Kjærs datter Laurette, der var en dygtig pianist og en flink, men også meget bestemt dame.

J.J. Friismose havde biografbevilling både i Østervrå og Thorshøj. I Østervrå kunne man hver onsdag komme i biografen henne i hotellets sal, 35 øre for børn, og 50 øre for voksne, og dèr fungerede fragtmand Brogård som billetsælger. På den tid var der stadig en del stumfilm, og så spillede fru Friismose ledsagemusik til filmen. Ovenpå var der et lille operatørrum, hvor sønnerne Valdemar og Peter plejede at stå. Der var adgang til operatørrummet via en udvendig trappe ud mod markedspladsen.

I mange år havde Friismose også biografbevilling i Vrå.

Lige efter krigen byggede han biografen, hvor der nu er byggemarked. Før byggeriet kunne begynde, måtte man fjerne de træer, som dengang var en del af gadebilledet. Biografen stod færdig i 1948, og på indvielsesdagen var der – ja, tænk en gang - danmarkspremiere på den danske film ”Støt står den danske sømand”.

På initiativ af baptistmenigheden og hjemmesygeplejersken fru Christensen, der var gift med Daniel Christensen i Møllegade, var der i 1946 nogle familier i Østervrå, som tog imod børn fra Holland, hvor man havde lidt forfærdeligt under krigen. Blandt dem var familien Friismose.

Børnene var meget underernærede og dårligt klædt.

Da fru Christensen modtog børnene ved grænsen, spurgte hun den hollandske ledsager, om det ikke var i det dårligste tøj, børnene var klædt. ”Nej, det er det bedste, de har,” svarede hollænderen.

Erik Miller var blikkenslager i Østervrå med værksted i et stort blikskur ved haven ved siden af mejeriet. Værkstedet lå med endegavlen ud mod Østergade (Hjørringvej) på det sted, hvor den nuværende Strømgade støder op til Hjørringvej. Grunden bag ved værkstedet skrånede dybt ned, så da Strømgade skulle anlægges, måtte man i gang med et større opfyldningsarbejde.

Hvad højden angik, var både Erik og Edel Miller temmelig lavstammede - ligesom deres børn.

Fru Miller havde i nogle år hatteforretning i huset på hjørnet af Møllegade og Østergade. Senere købte Erik M. Nielsen huset og startede købmandsforretning der.

Fru Miller var modist og syede selv hattene. Eftersom hun var sønderjyde, var hun stemmeberettiget ved afstemningen i 1920, da Sønderjylland blev stemt tilbage til Danmark. Østervrå Avis var straks på pletten og havde en lille notits i bladet om, at hun var rejst til Sønderjylland for at deltage i afstemningen.

Fru Miller havde en ged, som leverede mælk til familien. Den boede i et skur nederst i deres have, og hver dag trak hun lidt omkring med den i grøftekanten.

Da der var brand i stuehuset på Mellergård, fik skolen fri, så børnene kunne komme til brand. Det var en stor begivenhed, som blev et tilløbsstykke. Fru Miller var også blandt tilskuerne. Det mindste af børnene havde hun foran sig inden for frakken. Et par knapper stod åbne, så barnet lige kunne få hovedet ud. Det så sjovt ud og var til stor morskab for børnene, og nogle næsvise drenge råbte: ”Se fru Miller, se fru Miller, hun er ved at føde!”

Alle de gamle skoleelever fra kommuneskolen på lærer Nielsens, lærer Sørensens og frk. Rottbøls tid taler om de minderige badedage. De var noget ganske særligt. To og to gik børnene ned til åen, drengene til én badeplads, pigerne til en anden og så af med tøjet og ned i vandet. På sådan en dag sagde den yngste af døtrene, Susse, til frk. Rottbøl, at hendes mor havde forbudt hende at bade, og det kan der jo være flere grunde til.

”De andre må, og du skal ikke tro, at du er finere end dem,” lød svaret.

Efter salget af hatteforretningen til Erik Nielsen kom familien Miller til at bo ovenpå hos Adelstorp.

Fru Miller døde i maj måned 1930, og baptistmenigheden rejste hende en gravsten, selv om hun ikke tilhørte menigheden.

Herefter boede døtrene Selma og Susse alene med deres far, til de som voksne forlod hjemmet.

Grethe kom lidt sammen med Susse, der kom på Østervrå Realskole.

Da Strømgade skulle anlægges, flyttede Miller værkstedet om bag bogtrykkeriet, som lå bag ved huset, hvor frisørsalonen Beebob nu har til huse, og da Miller ophørte med sin blikkenslagervirksomhed, blev blikskuret købt af efterfølgeren Johannesen, som stillede det op på Nordenbæks mark i Strømgade.

Da lærer Sørensen, som var en dygtig lærer på Østervrå Kommuneskole, måtte holde op på grund af sygdom, fik han lov til at bo ovenpå i den ende af kommuneskolen, der vender ud mod den tidligere gymnastiksal, og efter nogen tid flyttede Miller sammen med ham. De havde hver sit værelse, og her har Jørgen besøgt dem et par gange. Efter lærer Sørensens død måtte Erik Miller se sig om efter en anden bolig, og han flyttede ind på De gamles Hjem i Østervrå, hvor han døde i en alder af 78.

I Grethes barndom (1930) kom mejeribestyrer N.C. Nielsen til byen. Han efterfulgte P.C. Christensen, som flyttede til Raunstrup, hvor han havde købt mejeri. Hans søn Oscar blev den senere ejer af det dengang landsdækkende frysefirma Top Ti i Østervrå. Oscar kunne få lidt mere end de fleste børn i byen, og han havde derfor altid noget ud over det gængse, f.eks. en spændende cykel eller noget andet.

Jens og Edith kom ikke sammen med familien Nielsen i begyndelsen. Det kom først lidt senere, da de lærte hinanden at kende gennem fru smed Nielsen. Siden kom de meget sammen.

Sønnen ”Arne Mejeri”, som blev kæmner i Gærum, var på Grethes alder. På hans tid var der ud over lejligheden på første sal også en stue, der tjente som opholdssted for de unge. I tilfælde af dårligt vejr og kulde, eller når de af anden grund ikke havde lyst til at være på gaden om aftenen, kunne de bare gå derhen og fordrive tiden med snak og kortspil (500).

I en tid, hvor et badeværelse var et særsyn, var det også et stort gode, at man kunne købe sig et varmt bad henne på mejeriet, som således på flere områder spillede en vis social rolle i det lille samfund.

Grethe blev konfirmeret den 27. marts 1937. Klassekammeraterne på realskolen var ½ år ældre end hende og var derfor blevet konfirmeret om efteråret. Dette forår var alle konfirmanderne med undtagelse af Grethe fra kommuneskolen. Grethe havde dog været sammen med efterårsholdet det meste af tiden. Det var først de sidste måneder før konfirmationen, hun kom på forårsholdet.

Som helhed var Grethe ked af sin præstegang. Konfirmanderne måtte selv sørge for transporten, og normalt cyklede de, men når føret var dårligt, måtte de gå den lange vej.

I solskin og regn, i sne og blæst, i al slags vejr stred de unge sig frem mod præstegården og et par timer senere den modsatte vej. Sådan var det dengang. En anmodning fra Østervrå Menighedsråd om at flytte undervisningen af konfirmanderne fra Østervrå Kirkedistrikt til Østervrå bar ikke frugt. Præsten satte sig imod det.

Som datter af en manufakturhandler kunne Grethe jo til en vis grad følge nogle af modens luner, og netop den vinter fik hun en skidragt, som jo var eminent til turen ud til præstegården, men ak og ve! Det var før, det blev almindeligt, at piger gik i lange bukser, så hun blev en kærkommen skydeskive for drengenes drillerier, og det fortsatte i resten af forberedelsestiden. De kendte hende jo dårligt, eftersom hun aldrig havde gået på kommuneskolen. Den private realskole var ivrig for at kapre så mange elever som muligt, hvilket også var nødvendigt af hensyn til dens eksistens. De første år tog de derfor også børn ind fra første klasse.

Det betød meget for byen at have en realskole, så børn kunne tage præliminæreksamen i hjembyen i stedet for at rejse den lange vej til Hjørring. På den måde fik langt flere børn en chance for at tage eksamen.

Grethe var den eneste elev i sin årgang, og eleverne i 1.,2.,og 3. klasse blev undervist sammen. Det havde derfor været langt bedre, hvis familien Jensen havde støttet skolen med 12 kroner månedlig og ladet Grethe blive undervist sammen med jævnaldrende på kommuneskolen til 4. eller 5. klasse, som det senere blev normalt. Det kunne Grethe se, da hun blev ældre.

På realskolen levede man helt og holdent efter toget. Skolen og toget var afhængige af hinanden.

En af eleverne, Kjeld Olesen, var fra Hellum. I modsætning til de øvrige elever skulle han hjem med middagstoget, og som de fleste andre havde han ikke noget ur. Engang blev han spurgt: ”Hvordan kan du se, hvornår du skal hjem, Kjeld”? ”Det ka’ a se på min mel’ma. Når der int er fler’, så ska’ a hjem”. Han spiste nemlig en mellemmad i hvert frikvarter.

Som vognmand blev Kjeld mange år senere standset af politiet. ”Dine lygter lyser jo ad helvede til”, lød det. ”Åh, Gu’ ske lov! A tro’, de lyst’ for høvt”.

Fru Rigmor Nielsen, syerske i Østervrå gennem en menneskealder, syede Grethes konfirmationskjole. Det var en lang kjole i to lag, hvor det indetste var silke, mens det yderste var tyl med flæser, som blev større og større nedefter, og knapperne var silkeovertrukne. Den kjole var simpelthen en drøm, men skæbnen ville, at de andre konfirmanders kjoler kun gik til anklerne, for nu var det blevet moderne. Det var jo et skår i glæden, for man skulle helst ikke skille sig ud.

Kjolen nåede til ære og værdighed endnu en gang. Det var i Skæve Kirke, da veninden Susse Miller den 19. juli 1944 blev gift med forretningsfører Holger Aaskov, som var købmandssøn fra Als.

Under krigen var det svært at skaffe tøj. Det var rationeret. Jens Jensen fik som alle andre kun en vis tildeling af konfirmationshabitter, da Jørgen skulle konfirmeres i efteråret 1944. Der var to i Jørgens størrelse. Den ene var af pænt glat stof, hvorimod den anden var noget grov i vævningen. Jørgen havde selvfølgelig kun øje for den pæneste, men hans far sagde: ”Du får den anden. Du skal ikke sidde ude i kirken og være den flotteste i en tid med knaphed på tøj!”

Da Grethe skulle giftes i 1946, kunne man heller ingenting få, så hendes mor var om sig og fortalte alle repræsentanterne om det forestående bryllup, og så bad hun så mindeligt, om de ikke kunne skaffe noget stof til brudekjolen. Til familiens store overraskelse tog Jens Jensen imod alt det tilsendte stof, som jo langt oversteg det, de behøvede. Grethe og hendes mor havde lang tid i forvejen talt med Rigmor Nielsen om, hvor flot kjolen skulle være, men da det kom til stykket, slog hendes far hælene i. ”Vi kan få en færdigsyet brudekjole ved vores kjolefirma i Silkeborg. Det andet stof sælger jeg til konfirmander”.

Rigmor Nielsen blev lidt sur, for hun havde glædet sig til at arbejde med Grethes brudekjole.

Grethes brudekjole var ikke nær så flot som hendes konfirmationskjole, men inden bryllupsdagen oprandt, havde hun slået sig til tåls med det, og på bryllupsdagen var det blevet til en fuldstændig ligegyldig bagatel. Jens Jensen så på sit, og det var der ikke noget at sige til. Der kunne jo blive 7-8 konfirmationskjoler af det omtalte stof.

Karen Baier.