Præster i den gamle Torslev Kommune.

Kilder: Jørgen Clausager: Series Pastorum, Torslev Sogn, Paul Nedergaard: En dansk Præste og Sognehistorie 1849-1949, H.C. Bruuns optegnelser om præsterne i Torslev,Vendsyssel Tidende og Ny Tid.

Torslev Kirke er fra omkring år 1200, men vi ved intet eller så godt som intet om præsterne i de første 300 år. Først fra midten af 1500-tallet kommer der langsomt lidt substans i de historiske oplysninger.

I de sidste årtier før reformationen udgjorde Volstrup, Hørby og Torslev sogne ét pastorat med Volstrup som hovedsogn, og i perioder op gennem tiden har selveste sysselprovsten over Vendsyssel boet i pastoratet.

Så langt tilbage som i 1304 boede der en sysselprovst i Hørby Præstegård, og det fortælles, at regnskabsprovsten over Vendsyssel, magister Henrik Gerckens, i 1555 fik indtægterne af Volstrup, Hørby og Torslev kirkesogne samt præsterenten af Vennebjerg og Skallerup Kirker. Gerckens havde en høj stilling før reformationen, hvor han var amanuensis (medhjælper) og kansler hos den sidste katolske biskop i Børglum, den meget omtalte Stygge Krumpen.

Sandsynligvis har de skiftende sysselprovster alle haft administration og regnskab som arbejdsområde og derfor betjent sognene med kapellaner.

Så vidt vides stammede magister Gerckens fra Kiel. Han beskrives som ”en gammel og berømmelig jurist”, som derfor ikke ”i ringeste måde” måtte udføre præstegerning, men overlade dette vigtige hverv til kapellaner, som skulle aflønnes af ham.

Den danske konge Chr. III støttede af alle kræfter reformationen, som er navnet på den kirkelige bevægelse, der i et opgør med pavemagten i 1500-tallet sprængte den hidtidige kirkelige enhed og skabte de protestantiske kirkeafdelinger.

Det blev en meget turbulent tid, hvor bisperne i 1536 blev arresteret og afsat. I stedet blev der indsat nye evangeliske superintendenter. Der blev hurtigt udarbejdet en ny kirkelig lovgivning, som fik navnet ”Kirkeordinansen” og var færdig til brug i 1539. Langt op i århundredet måtte gejstligheden imidlertid kæmpe mod katolske levn.

Førnævnte magister Henrik Gerckens reddede dog skindet og kunne fortsætte i sit høje embede, hvilket antageligt skyldtes, at han ikke havde udført præstegerning.

Den så ”berømmelige jurist” fik på et tidspunkt så stor uorden i regnskaberne, at kongen måtte skride ind i 1553. Henrik Gerckens blev antagelig suspenderet, men da han i 1557 havde fået betalt sin gæld, fortsatte han efter alt at dømme som regnskabsprovst til sin død i 1569.

Netop på den tid udstedte Chr. III en række anordninger, de såkaldte klemmebreve, som beordrede sammenlægning af sogne og omlægning af kirkelige indtægter m.v. Hensigten med klemmebrevene var at tilpasse de kirkelige ordninger til de nye forhold efter reformationens indførelse.

I gældsperioden 1553-1557, da Henrik Gerckens var i unåde, indstillede provsterne i Børglum Herred med Torslev Sogn (på 58 gårde og 11 boel) og Vennebjerg Herred med Lendum Sogn (på 11 gårde og 13 boel), at disse to sogne blev lagt sammen. Indstillingen blev fulgt, og ved klemmebrevet af 9. maj 1555 blev Henrik Gerckens’ pastorat delt i henholdsvis Volstrup-Hørby Sogn og Torslev med Lendum Sogn, hvorefter de fik hver sin sognepræst. I Torslev-Lendum Sogn blev det Ole Nielsen Vittrup.

Muligvis har Gerckens dog bevaret en vis form for tilknytning til Volstrup-Hørby Sogn til sin død, og han skal have været bosiddende i Volstrup Barfred, hvor hans enke blev boende, til hun døde.

I præsteindberetningerne fra 1553 og 1555 nævnes ”Mester Henrik” stadig som sognepræst i Torslev.

I 1553 klagede han over, at Torslev Præstegård havde mistet tre agre, som ”hr. Poul” havde, da han var sognepræst. Endvidere havde præstegården mistet de to gårde Flamsholt og Lille Krogen.

Den omtalte hr. Poul har sandsynligvis været den Poul Schade, der var kapellan i Volstrup-Hørby-Torslev fra 1524-1529 (?) og endte som provst over Børglum Herred.

Sognets først kendte kapellan er en Niels Pedersen, der er nævnt som præst i Volstrup i et tingsvidne fra Skovbo Herred i januar måned 1499.

Anders Andersen Kaae eller Ugla blev Poul Schades efterfølger og virkede fra 1530-1537, hvorefter han blev sognepræst i Vraa-Em-Serridslev Pastorat. Også han blev senere provst og efterfulgte sandsynligvis Poul Schade.

Niels Pedersen virkede som kapellan hos Henrik Gerckens fra 1538, og det er muligt, at han under Gerckens’ suspension fungerede som sognepræst til sin død i 1555. En enkelt kilde omtaler ham tilmed som provst.

Niels Pedersen kom ulykkeligt af dage. Det siges, at han omkom ved drukning i Kurvad (Kur Bæk = Sæby Å) mellem Torslev og Hørby Kirker – måske da han var ude i tjenstligt ærinde. Han havde jo hele tre kirker at passe.

Ole Nielsen Vittrup blev det nyoprettede Torslev-Lendum pastorats første sognepræst i 1555. I en indberetning fra 1571 klager han over er retsligt indgreb i præstegårdens jord med naboers pløjning, såning, engdrift og fædrift til stor skade for præstegården. Samtidig formenes der ham fri øksehugst og olden i Gersholts fællesskov.

I 1576 anklager han folk for resterende sjælegave, dvs. betaling for betjening på dødsleje, og i forbindelse med den sag omtales en vis hr. Niels i Børglum Herreds tingbog, som bosiddende i Krogsdam i Torslev Sogn. Han var sandsynligvis kapellan hos pastor Vittrup og måske tilmed hans søn.

Sognepræstens navn ses på prædikestolen i Torslev Kirke i denne latiniserede form: Olaus Nicolai Wibistorp 1586.

Christian Vistesen Ingberg var Torslev-Lendums sognepræst fra ca. 1590 til sin død i juli måned 1620. I en indberetning fra 1599 oplyser han, at der i Torslev Sogn er 25 gårde med 34 tiendeydere samt 45 bolsteder (mindre landejendomme) med 51 tiendeydere.

Antallet af tiendeydere viser, at der på nogle af ejendommene sad mere end én fæster.

Efterfølgeren, Jens Thomsen, der havde været kapellan hos pastor Ingberg i 1615, fik kun knap to år i Torslev, idet han blev offer for en af tidens drukneulykker natten mellem 16. og 17. februar 1622.

I størstedelen af den korte tjenestetid lå han i strid med Ingbergs enke. Hun havde klaget til kongen, der efterfølgende beordrede lensmanden på Aalborghus og biskoppen til at undersøge sagen og dømme i den.

I en indberetning den 4. maj 1638 skriver den næste præst, Christoffer Frandsen, om sognets skove, vandmøller og oldtidsmærker. Specielt nævner han tre ”navnkundige høje”, Gyldenhøj på heden ”straks vesten for kirken”, Huggerhøj lidt syd for kirken og på heden midt i sognet, Baalhøj, hvor man i fejdetid plejede at oprejse og opsætte bål.

Hans fire børn var alle født i Torslev Præstegård. De to ældste blev præster, den tredje degn, og den yngste blev gift med præsten i Tversted.

Christoffer Frandsen døde engang i fyrrerne, og hans næstældste søn, Hans Christoffersen, overtog derefter embedet, som han beholdt til sin død i 1656.

Året efter giftede hans enke sig med eftermanden, Niels Mortensen Helsted, der var præst fra 1656-1667. Han kom antagelig allerede til Torslev-Lendum Sogn i 1653 som kapellan hos formanden.

Enken overlevede sin mand i nogle få år. Efter mange besværligheder med at inddrive skyldig tiende efter mandens død stævnede hun i marts 1669 skyldnerne.

Den følgende præst, Frederik Rasmussen Wilsbech, (1667-1688), der var søn af borger i Sæby og ridefoged til Asdal, Rasmus Wilsbech, kendes af eftertiden for en lidet kristelig handling.

Tiden var præget af en del drikfældighed, og præsterne på landet, der kom sammen med folk fra egnen, var ofte alt for lette at lokke i uføre.

Ved en selskabelig sammenkomst i præstegården den 2. juni 1671 overfaldt Frederik Wilsbech og hans broder, Otto, forpagteren til Hejselt, Niels Mortensen Kjærulf. Sammenstødet udartede sig til et regulært slagsmål mellem præsten og hans husstand på den ene side og Kjærulf på den anden. Under slagsmålet blev Kjærulf gennempryglet og stærkt forslået.

Frederik Wilsbech undskyldte sig senere med, at det var sket i ”drukkenskab og fanden”, men han og broderen måtte af med 100 sletdaler i sone. (1 sletdaler eller slettedaler = 4 mark = 2/3 speciedaler)

Ved et gavebrev af 19. maj 1674 gav Niels Kjærulf beløbet til kirken i sit fødesogn, Ørum, mod at få ”lejersted” hos sine forfædre, og i kirken hænger der stadig en kobbertavle til minde om begivenheden. Her står der en vidtløftig beskrivelse af hændelsen.

Måske følte pastor Wilsbech, at der stadig var noget at sone, for i 1675 gav han et par vokslys til Torslev Kirke samtidig med, at han lovede at holde kirken med lys og brød for 18 sletdaler (= 12 specie- eller rigsdaler) om året i resten af sin levetid. Året efter skænkede han yderligere en messesærk ”Gud til ære og kirken til hjælp og beprydelse”.

På nordvæggen i Sæby Kirke ser man på det østligste epitafium en afbildning af Frederik Wilsbech sammen med forældre og søskende.

Ved sin død i 1688 efterlod Frederik Wilsbech sig sin kone af 2. ægteskab, Else Lauridsdatter, som han havde giftet sig med i firserne i en alder af 43 år, hvorimod hun stod brud som syttenårig.

Else gik i arv til hans to efterfølgere, for på den tid var det ganske almindeligt, at et giftermål med forgængerens enke var en betingelse for at få præsteembedet. Det var en slags social foranstaltning, men det indskrænkede jo unægtelig det antal embeder, som kunne søges af en ung præst, der ikke ville svigte en evt. kæreste.

Elses ægteskab med Wilsbech var barnløst. Efter endt sørgetid giftede hun sig - 23 år gammel - med sognets nye præst, den 38årige Peder Jensen Bloch, som hun fødte 4 børn.

Han kom fra en stilling som amanuensis hos biskop Bornemann i Ålborg og blev i Torslev præstegård til sin død i 1706.

I en indberetning fra 1690 beskriver pastor Bloch præstegården, der var på 7 tønder, 4 skæpper, 2 fjerdingkar og 1 album, og i modsætning til andre gårde var den fritaget for matrikelskat.

Stuehuset på 16 fag var 40 alen langt, dvs. ca. 25 m; desuden var der en lade på 20 fag, et ”stald-, herberge- og vognskjulhus” på 12 fag og endelig en kostald på 10 fag. Førstnævnte stald har sandsynligvis været en hestestald.

10. juli 1698 tog biskop Jens Bircherod ”nadver og natteleje” i Torslev Præstegård. Ved den lejlighed bemærkede han en bordplade af sten, som engang skulle lægges på præstens grav, og hvor han havde ladet indlægge en gravskrift. ”Af huslig nødvendighed” blev stenen imidlertid brugt til at æde og drikke på i ”ventetiden”.

Da biskoppen 25. august 1702 igen var på visitats hos pastor Bloch, havde provsten i Børglum Herred, Albert Christensen Olsdorff, uden bispens vidende benyttet sig af dennes nærværelse til at sammenkalde provstiets præster for at besvære sig over, at de ikke mødte op, når han kaldte dem til sig, at de ikke betalte hans rejseudgifter og ellers på andre måder foragtede provsteembedets myndighed.

Biskoppen stod på provstens side og gav de formastelige en alvorlig og skarp reprimande samtidig med, at han advarede dem om, at de kunne forvente yderligere irettesættelse, såfremt de ikke behandlede provsten med sømmelig respekt.

Præsterne i 1600-tallet benyttede ofte indberetningerne til klager over kaldets ringe indtægter, og pastor Bloch (1688-1706) var ingen undtagelse. I en af indberetningerne giver han et billede af situationen og skriver bl.a. om, at ”tiendeydernes formindskelse er overalt noksom bevist, og ved disse besværlige tider mere synes at ville formindskes”.

I 1600-tallets Danmark var bøndernes hverdag præget af en stadig kamp for at få det hele til at løbe rundt. Chr. 4’s krige og dyre byggeri forarmede folket, hvilket især gik ud over bønderne, som blev brandskattet. I midten af århundredet var de skrækkeligt plaget af idelige skatter, og flere fæstebønder blev så forarmede, at de havde uhyre svært ved at klare den årlige afgift, landgildet, som de måtte betale til godsejeren. Et dårligt høstår kunne medføre landgilderestancer, og det kunne i værste fald resultere i ruin.

På grund af dette var det ofte vanskeligt at få inddrevet tiendeafgiften, der var den tvungne, årlige ydelse til kirken. Den udgjorde en tiendedel af indtægten og blev for det meste erlagt i naturalier, f. eks i korn, som blev opbevaret i ladegårde, til det blev solgt.

Foruden præstetienden havde præsten naturligvis også indtægten af præstegårdens drift, som ofte oversteg tienden.

Den blev delt i tre portioner, hvoraf den ene tilfaldt præsten, den anden kongen, mens den tredje gik til kirkens drift og vedligeholdelse.

Præsterne sørgede nidkært og ofte af nød for, at sognebørnene ydede dem, hvad der tilkom dem, og det kunne de gøre med bibelen i ryggen, eftersom Gud i 5. Mosebog havde befalet, at en præst årligt skulle have en tiendedel af sædekornet.

For at holde øje med, hvad hver enkelt skulle betale i tiende, var det derfor nødvendigt at lave et nøjagtigt register over alle gårdene i sognet.

Vedrørende præstepengene fra jordløse folk på landet såsom indsiddere (personer, der boede til leje) samt tjenestefolk var det temmelig besværligt, for her skulle der føres halvårligt regnskab. April og oktober var jo skiftemåneder, hvor karle og piger fik nye tjenester, og hvor også fattigfolk hyppigt flyttede til et nyt sted.

Den nøjeregnende præst skulle dog nok vide at sikre sig, at ingen smuttede fra ham – om ikke på anden måde så ved rettens hjælp.

En sognepræst havde imidlertid meget andet at se til. Foruden arbejdet med gudstjenester og sjælesorg førte han protokol over private eller offentlige skriftemål, over børn, der blev døbt, over dem, der blev begravet og over de par, der blev trolovet og viet.

Frem til 1799 kan man næsten sige, at et bryllup var delt i to: trolovelsen og selve vielsen, og fra 1582 krævedes det, at en præst skulle medvirke ved trolovelsen sammen med fem vidner. I de kirkebøger, som Christian den 4. indførte i 1645-46, blev trolovelsen skrevet ind, hvorefter vielsesdatoen senere blev tilføjet. Trolovelsen var lige så bindende som vielsen, og på landet var det meget almindeligt, at trolovede flyttede sammen som mand og kone efter trolovelsen.

I 1799 blev trolovelsen afskaffet i kirkeligt regi, men folk holdt fast ved den gamle tradition, og da trolovelsen gav de samme rettigheder som tidligere, var ca. halvdelen af bondesamfundets brude gravide.

8. november 1703 klagedes der over en tvist mellem præsterne i Torslev og Volstrup angående en dreng, der druknede i åen, som dannede skel mellem de to sogne. Præsterne kunne ikke blive enige om, hvem der skulle tilmelde øvrigheden det skete og foretage jordpåkastelsen. Pastor Bloch fra Torslev mente, at det var Volstrup-præstens pligt, da drengen sidst havde tjent i hans sogn, medens Volstrup-præsten ønskede sig fritaget, da drengens lig blev taget i Torslev Sogn. Bispen afgjorde sagen ved at udtale, at eftersom der i denne forretning ingen fordel var at vinde, skulle præsterne påtage sig hver sin forretning.

Peder Jensen Bloch efterfulgtes ved sin død i 1706 af Eiler Henriksen Stampe (1706-1748).

Biskop Brorson, der flere gange var på visitats i Torslev, beskrev ham som en nidkær og opbyggelig præst. Ungdommens undervisning var fortræffelig , den bedste næstefter Aasted, og menigheden var andægtig.

I pastor Stampes tid var Torslev Kirke på et tidspunkt i så dårlig stand, at han sammen med Torslev sognemænd anlagde sag mod kirkens ejer, Jørgen Bille, som groft forsømte vedligeholdelsen af både Torslev Kirke såvel som hans 6 øvrige kirker i Vendsyssel. Biskop Frands Thestrup i Aalborg handlede hurtigt og tog affære. Ikke desto mindre klarede Jørgen Bille frisag i lang tid, idet han anklagede pastor Stampe for procedurefejl, ligesom han på andre måder forsøgte at trække sagen i langdrag. Det endte til sidst med, at regeringen måtte skride ind mod Jørgen Bille.

Jørgen Christopfer Johansen Gleerup var Torslev-Lendums præst fra 1748. Først som 74årig tog han sin afsked i 1791, hvorefter han bosatte sig i Vrejlev Kloster hos sin svigersøn og datter. 6 år senere døde han den 23. december 1797 i Aalborg, hvor to af hans sønner boede.

Biskop Brorson fik et godt indtryk af ham under sine visitatser og beskrev ham som ”en brav og retsindig præst, mindet med ærbødighed”.

7. april 1750 skete der det forfærdelige, at præstegården brændte, hvorved Torslev Sogns første kirkebøger gik tabt til stor beklagelse for senere slægtsforskere.

Ved visitatsen i 1764 påtaltes det omsiggribende helligdagsarbejde i sognene, og de skyldige måtte love bod og bedring.

Pastor Gleerup var en dygtig finansmand. I begyndelsen af sin præstetid lånte han temmelig store beløb af familie og bekendte med henblik på investering i jordegods. Som det var ganske almindeligt dengang ejede han selv præstegården, men desuden kom han omkring 1749 i besiddelse af Torslev Kirke og kirketiende. 11 år senere solgte han begge dele til Karen Hansdatter på Ormholt med en fortjeneste på 1.900 rdl. og 10 dukater. Ved præstegårdens brand tabte han ganske vist 4.000 rdl., men allerede seks år efter branden var der overskud. I 1763 havde han en nettoformue på 8.400 rdl., som langsomt men sikkert voksede til 11.802 rdl. i 1793.

Hertil er at sige, at Torslev-præstens årsindtægt også var den største blandt sognepræsternes i den nuværende Sæby Kommune. I 1771 udgjorde den 406 rdl.48 sk. Til sammenligning hermed fik sognepræsten i Skæve kun 248 rdl., hvilket var den mindste årsindtægt i samme kommune.

I folketællingen fra 1. juni 1787 ser man, at der er en husstand på 10 personer i præstegården: Jørgen Gleerup, hans ugifte datter Mette Vibeke, kapellanen Søren Jensen Balling, 3 karle, 3 tjenestepiger og 1 tjenestedreng.

Søren Jensen Balling (1766-1788) var Gleerups første kapellan. De følgende var Søren Hansen Aalum (1788-1789) og Carsten Friis Weirum (1789-1790).

Knud Schott Deichmann kom til Torslev-Lendum Sogn i 1792. Syv år senere, den 3. september 1799, udnævntes han til provst over Børglum Herred, og den 9. juli 1813 blev han tillagt rang med amtsprovster, hvilket siger lidt om hans kapacitet. Provsten døde 1. februar 1823 efter næsten 31 år som præst i Torslev-Lendum Sogn.

I ægteskabet med Johanne Finderup var der 9 børn. To sønner blev præster, en anden købmand i Sæby, og den fjerde kom i russisk tjeneste som kirurg og døde i Sebastopol, kun 28 år gammel.

Den næstældste datter blev institutbestyrerinde i Sæby, en anden blev gift med en københavnsk postkontrollør, to af præstedøtrene døde som ugifte, og den yngste datter, Elisabeth, giftede sig med Hans Christian Bruun til Ormholt.

Den daværende enkeprovstinde, Johanne Finderup, som havde en 3. prioritet på 1.000 rbl. sølv stående i Ormholt, fik ved en tvangsauktion 7. oktober 1823 tilslået gården for 2.600 rbl. sølv. Den 28. august 1827 fik hun auktionsskøde på Ormholt, hvorefter hun den 20. december skødede den til sin kommende svigersøn, Hans Christian Bruun. Brylluppet stod den 24. januar 1828.

I provst Deichmanns tid indførte man i Danmark i året 1814 undervisningspligt for børn i alderen 7-14 år med skolegang på alle hverdage i byerne, hvorimod landbørn, der jo næsten alle arbejdede med på gårdene, kunne nøjes med hver anden dag.

Det var sognepræsterne, der fik til opgave at føre loven ud i livet. Som fødte formænd for de nyoprettede skolekommissioner skulle de i samarbejde med dem føre tilsyn med stedets skoler, og det klarede de godt. I 1830 var skolevæsenet så udbygget, at alle børn havde mulighed for skolegang, og analfabetismen var udryddet i den yngre del af befolkningen.

Provst Deichmann var en betydelig pædagog og gjorde meget for skole- og fattigvæsenet. Bl.a.

oprettede han seks gavebreve i 1816:

1) et gadehus i Lendum til skolelærere,

2) et hus i Smidstrup, Lendum Sogn, til fattigvæsenet,

3) 1.000 rigsdaler til at forbedre skolelærernes kår i Torslev Sogn og

4) 51 rigsdaler til Torslev Fattigvæsen.

Vendelboernes lune humor kunne, trods ærbødighed for provsten, give sig udtryk på bekostning af denne. Det gav således anledning til stor morskab, når Provst Deichmann om vinteren fra prædikestolen i annekskirken bekendtgjorde gudstjenesten for næste helligdag på denne måde:

”Næste søndag bliver der her i kirken, om Gud vil, gudstjeneste kl. …., men fyger eller knyger det, kommer jeg, Herren hjælpe mig, ikke!” ”Fyger eller knyger det” blev et mundheld, og det holdt sig længe efter provst Deichmanns død.

En kold vinterdag bød en mand provsten velkommen ved Lendum Kirke efter først at have taget lufvanten af i ærbødighed. Det fik provsten til ængsteligt at udbryde: ”Behold endelig vanten på, man kunne jo let blive forkølet”. Også det morede vendelboerne så meget, at det blev et mundheld i sognet. Bag alt dette var der imidlertid i befolkningen en stor agtelse for provsten.

Efter overleveringen skulle den del af Torslev Kirkegård, der ligger nordvest for kirken, have tjent som pestkule på den sorte døds tid. Dette område havde derfor fået et dårligt ry som gravplads, og for at gøre en ende på det besluttede provst Deichmann, at han selv ville begraves der. Hans gravsten ses stadig på stedet, der således endte med at blive et attraktivt område og ikke mindre attraktivt, da familien på Ormholt, som provstens datter jo havde giftet sig ind i, også fremover blev begravet der.

I Anders Gaardboes bog: ”De sidste natmandsfolk i Vendsyssel” omtales provst Deichmann også for at have ivret stærkt imod den fordom mod natmandsfolk, der var fremherskende i sognet. Natmandsfolket var et vandringsfolk, der især holdt til på Jyllands heder. De udførte det foragtede arbejde, som almindelige mennesker enten ikke måtte eller ville give sig af med, f.eks. at tage skind af og begrave selvdøde dyr, rense skorstene og fjerne renovation samt gå bøddelen til hånde. Som tiden gik, blev de så mange, at de ikke kunne få arbejde nok og endte derfor ofte som tiggere eller skarnsfolk. De var både ildesete og frygtede. Ingen ville pleje omgang med dem, og man anså dem - ofte uden grund - for at være uærlige.

Med forskellige forordninger søgte man at gøre disse nødvendige arbejder stuerene og henstillede til befolkningen om ikke at betragte natfolkene som uærlige folk eller foragte og ringeagte de folk på gårdene, som selv udførte de ildesete arbejder.

I henhold til dette opmuntrede provst Deichmann og hans frue deres eget tyende til at tage fat på forefaldende natmandsarbejde, ved at de selv gjorde begyndelsen. Derigennem ønskede provsteparret at vise, at ingen i præstegården var for fine til at udføre natmandsarbejde.

I en nekrolog omtales den dygtige provst som ”en god og retsindig mand, udmærket af forstand, opfyldt af videnskab og sine venner tro”.

Poul Mathias Schor kom til sognet som 52-årig i marts 1823. Forinden havde han i 19 år været sognepræst i Dragstrup-Skallerup i Thisted Amt, hvor han havde interesseret sig meget for stedets dialekt og bl.a. overgivet sin ordsamling til C. Molbech, som gjorde brug af den i sit fremragende værk: ”Dansk Dialect-Lexikon” fra 1841.

Der var ikke meget kirkeligt liv i pastor Schors tid. Det hændte, at der var rigeligt af de våde varer ved gilderne. Humøret kunne være lidt højt, når et brudeoptog eller et ligfølge nåede kirken. Således var det rundt omkring i Vendsyssel. Der var meget selskabelighed og drikkeri. Præsterne kunne revse dette fra prædikestolen, og man fandt, at det var deres pligt, men det ændrede intet ved gilderne.

Poul Schor døde af vattersot efter syv års lidelser, hvorfor han i 1834 fik en personel kapellan. Det var Ulrik Peter Severin Schønau, som tilbragte et år i sognet til pastor Schors død i 1835.

Senere, da pastor Schønau var sognepræst i Ulstrup- Gundersted, beskrev biskop Laub ham som en godmodig og vellidt mand med megen liden drift og ringe sans for embedets egentlige betydning. Ved visitatsen holdt han en prædiken, som biskoppen mente, han havde holdt ved en tidligere provstevisitats. Der var kun mødt ganske få unge op, men de svarede ret forstandigt.

Poul Gottfred Wanning var præst fra 1835 til 1851, da han blev sognepræst i Als i Aalborg Amt.

Efter sin embedseksamen i 1816 blev han missionær i Julianehåb i Grønland. Senere blev han udnævnt til sognepræst samme sted og blev således Julianehåbs første egen præst. I årene 1820-1825 berejste han desuden Frederikshåb i embeds medfør.

Pastor Wanning giftede sig i 1817 med Juliane Krause, som var datter af slotsforvalteren og gartneren på Sorgenfri Slot. Juliane fulgte med til Julianehåb i Grønland, hvor parrets første barn, Johanne Wanning, blev født i oktober samme år. Sidstnævnte blev i 1842 gift i Torslev med læreren og kirkesangeren i Volstrup, Hans Rask Jepsen Astrup, og døde i Sæby i 1896.

Poul og Juliane Wanning fik i alt fire børn, som alle fødtes i tiden på Grønland.

Parrets anden datter Charlotte (*1819) var i 1850 trolovet med Adolf Sandegaard. Han ejede Fjeldgård i Torslev Sogn, hvor hun var husjomfru. I trolovelsestiden fik de i 1851 datteren Sophie Sandegaard, der døde dagen efter fødslen. Forældrene blev dog aldrig gift med hinanden, men endte i hver sit ægteskab. Charlottes senere mand var væver og ”rebslider” i Sæby, hvor hun også befandt sig ved sin død i 1884.

Pastor Wannings tredje barn, Johan Christian Wanning boede som voksen og gift i Topheden i Skæve Sogn.

Kort efter hjemkomsten fra Grønland døde Juliane Wanning i 1825 i Brøndum, Ribe Amt, hvor Poul Wanning var blevet sognepræst i januar måned samme år.

Det følgende år giftede han sig med den 31-årige Cathrine Marie Kirkeby, som ulykkeligvis døde af tyfus den 17. august 1826 – kun 6 uger efter brylluppet.

Det tredje ægteskab indgik pastor Wanning den 31. januar 1827 med den 25-årige Dorthea Margrethe Krarup. I dette ægteskab kom der 5 børn, hvoraf de 4 fødtes i Brøndum, mens den yngste datter, Maren, kom til verden i Torslev i 1837. Hun giftede sig i 1860 med faderens kapellan, Victor Christian Hjorth Koch, som sidst var sognepræst i Frederiksborg Amt.

Pastor Wanning havde ikke noget at gøre med Torslev Præstegårds landbrug, som han drev ved hjælp af forpagtere. Han holdt privatlærerinde til sine børn og havde for det meste ”lærlinge” eller ”kostgængere” i huset. I 1840 befandt sig således den 21-årige Thomas Nielsen Bjørnbak i præstegården for at blive forberedt til seminariet, og samtidig var hans bror Lars huslærer i Fjeldgård.

På et tidspunkt var provst Deichmanns sønnedatter fra Sæby, Johanne Deichmann, en kort tid huslærerinde for præstens børn. Hun bukkede under for den tids svøbe, brystsygen, og døde 20 år gammel i Torslev Præstegård den 4. december 1847.

I Torslev præstegård boede der i 1851 foruden præsten og hans kone 2 hjemmeværende børn, en 14-årig pige fra Læsø, der omtales som ”kostgænger”, en privatlærerinde til børnene samt en karl og en pige.

Som før nævnt var avlsgården med tilhørende jord forpagtet ud, og forpagterens husstand bestod ud over ham selv af hans kone, to børn og tre tjenestefolk.

I pastor Wannings tid i Torslev var kirkegangen ringe, og han beskrives som en meget jævn mand. Hans gerning i Torslev sluttede i 1851, da han flyttede til Als i Aalborg Amt.

Her gik han for at være en rar, retsindig præstemand, ikke nogen stor taler, men mild og omgængelig.

Som ældre blev Poul Wanning meget svagelig og måtte derfor holde kapellan. Han mistede sin kone den 18. december 1863 og døde selv en måned senere den 20. januar 1864.

Efter 19 års virke som sognepræst på Norderøerne på Færøerne kom Leonard Christian Fischer i en alder af 49 til Torslev, hvor han var sognepræst fra 1852 til 1862. Han beskrives som en stille og sagtmodig mand, der var pietistisk præget og ven af de vakte. Han virkede for husandagt og fik held med dette arbejde, og i hans tid var der stor kirkegang.

Sidst på året 1861 fik pastor Fischer pga. svigtende helbred en personel kapellan, og den 14. maj 1862 aflagde provst Hans Jørgen Hansen fra Sæby og biskop P.C. Kierkegaard fra Aalborg besøg i Torslev for at se på forholdene. Under besøget forsøgte man at få pastor Fischer til at søge sin afsked, og efter en del møder og samtaler parterne imellem indvilligede præsten. I et brev til provsten af 5. juni 1862 angav han derefter forskellige personlige forhold, der kunne begrunde en afsked i nåde og med pension.

Tilsyneladende led han af dårligt helbred ”såvel i legemlig som fornemmelig i åndelig henseende”. Lægerne havde åbenbart anbefalet ham at flytte til ”en mildere luftegn”, da han i flere år havde lidt af strubetæring og det sidste år af en tiltagende ånds- og hukommelsessvækkelse, som bevirkede, at han kun med største ængstelse turde udføre sin gerning.

I juli måned anmodede pastor Fischer så om sin afsked i en ansøgning stilet til kongen, og ansøgningen blev imødekommet.

I ”Series Pastorum – Torslev Sogn” fortæller tidligere arkivar ved Sæby Museum, Jørgen Clausager, at grunden til Leonard Fischers fratræden nok var en helt anden. Tilsyneladende var en familietragedie den egentlige årsag til hans afskedigelse. Hans første kone var død i 1856, og i begyndelsen af 1858 havde han i præstegården en 22-årig tjenestepige, Anne Marie Christensen fra Boien i Hørby Sogn og datter af indsidder Christen Henriksen. Da hun forlod sin tjeneste i Torslev Præstegård, fødte hun den 26. november 1858 hjemme hos forældrene en datter, der den 19. december blev døbt i Hørby Kirke. Hun blev opkaldt efter den afdøde præstekone og fik navnet Laura Vilhelmine Christiansen.

Thomas Chr. Christiansen af Stenskrog blev udlagt som barnefader, men L.C. Fischer var formentlig barnets rette fader, hvilket sandsynliggøres af flere ting.

Ved folketællingen i 1860 havde Anne Marie overladt datteren i forældrenes varetægt og var igen tilbage i præstegården. Der fødte hun den 1. november 1860 en søn, som blev hjemmedøbt den 22. november. Denne gang udlagdes Christian Jensen af Try Mellergaard som barnefader.

1. maj 1861 flyttede Anne Marie til Store Vangen i Flade Sogn, og et år senere købte pastor Fischer gården umiddelbart før sin afsked. 10. juni det følgende år blev de viet i deres hjem, som på det tidspunkt var i Frederikshavn, så det er muligt, at parret ikke har boet sammen på Store Vangen. Sandsynligvis var gården forpagtet ud, til den blev solgt i 1869. Ved ægteskabets indgåelse adopterede L.C. Fischer Anne Maries to børn, og i 1864 og 1869 fødtes de to sidste børn. Alle fire bar navnet Fischer og omtales i folketællingslisten som ”deres” børn. I 70’erne flyttede familien sandsynligvis til København, hvor L.C. Fischer døde i en alder af 80 år.

I pastor Fischers første ægteskab var der 5 børn. De 3 ældste blev født i studietiden i København, hvilket var meget usædvanligt for den tid, og der findes ingen oplysninger om, hvordan han ernærede sig og sin familie i den periode. To af børnene i dette ægteskab endte som henholdsvis oberstløjtnant og marineløjtnant.

Den næstyngste søn i 2. ægteskab blev postmester i Jægerspris.

Frantz Ludvig Emil Jensen Fogh virkede som personel kapellan i Torslev-Lendum fra 8. sept. 1861 til 21. sept. 1862, da sognepræsten, pastor Fischer, måtte forlade embedet. Benævnelsen ”personel” angav, at sognepræsten selv afholdt lønningen.

Frantz Fogh flyttede ved tiltrædelsen af stillingen med sin hustru, Caroline Blom, ind i en del af præstegården.

Kapellanlønnen i Torslev-Lendum var sat til 400 rdl. årlig + benyttelse af en del af præstegården samt en del naturalydelser overensstemmende med en mellem dem (sognepræsten og kapellanen) vedtagen overenskomst, foruden fri befordring i alle embedsrejser.
I en skrivelse til provst Hansen i Sæby af 5. juni 1862 karakteriserede pastor Fischer sin kapellan som en besindig, brav og samvittighedsfuld mand, der trods sine unge år (33) ingenlunde nød noget godt helbred.

Pastor Fogh fik aldrig noget selvstændigt præsteembede, men rejste fra Torslev til København, hvor han døde i 1868 i en alder af 46 år. Måske har han ernæret sig som lærer. Ægteskabet var barnløst.

Ifølge overleveringen fortælles det, at en kapellan i Torslev (Schønau eller Fogh) skulle have trukket sin tiltrædelsestale så langt ud, at det blev mørk aften, inden han blev færdig. Drævende gentog kapellanen igen og igen: ”Det kan vi dog” og ”det vil vi dog”. Til sidst tabte en kone tålmodigheden og udbrød irriteret: ”De ka haj, å de wel haj, å a trower hælder intj, haj ka oondt (andet), men a ka wel åsse go hjæm”, og så rejste hun sig og gik sin vej.

Dette må være foregået om vinteren under en eftermiddagsgudstjeneste, og er historien sand, passer den nok bedst på pastor Schønau, der tiltrådte i februar 1834.

1800-tallets præster befandt sig i et Danmark, hvor fødevaresituationen var i bedring. I modsætning til 1700-tallets sidste årtier med stor mangel på fødevarer var størstedelen af befolkningen ved at komme på afstand af sultegrænsen. Der kunne ganske vist opstå perioder med dyrtid og knaphed, men mangel og knaphed er ikke helt det samme.

I begyndelsen af 1800-tallet var kartoflen kommet til Danmark som en ny og meget næringsrig del af den daglige kost, og desuden steg landets kornproduktion efterhånden til det dobbelte.

Gennemsnitshøjden var 1,65 for mænd og 1,60 for kvinder, og folk som Grundtvig på 1,75 og politikeren Tscherning, der var ca. 1,80 m. høj, skilte sig ud fra deres omgivelser.

Legemsbygningen var almindeligvis spinklere end i vore dage, og både mænd og kvinder var smallere over skuldre og bryst end nutidens danskere. De mange barnefødsler, slid, gigt og det hurtige tab af tænder prægede udseendet. Man udvikledes senere, ældedes hurtigere, og alderdommens skrøbeligheder meldte sig uanset stand efter de 50.

Omkring 1850 gav man endnu meget nødigt penge ud til læge og medicin, men klarede sig med lokal hjælp af kloge folk eller smeden, når man skulle årelades.

De hygiejniske forhold var elendige, børnedødeligheden stor, og tyfus, lungebetændelse, tuberkulose samt død under barsel var hyppige dødsårsager.

Bønderne følte sig stadig som de nederste i samfundet og nærede modvilje mod godsejere, embedsmænd og præster, som efter deres opfattelse udnyttede dem økonomisk.

Derimod følte man en ukritisk hengivenhed for kongen, selv om det var hans navn, der stod under de ofte ubehagelige love. Dem fik de ”store” skylden for – ikke kongen.

16. december 1862 blev grundtvigianeren, Carl Martinus Gustav Risom, sognepræst i Torslev-Lendum. Han var søn af Christian Risom, der var alterdegn og klokker ved Århus Domkirke samt borgerskolelærer.

Pastor Risom overvandt bøndernes skepsis over for øvrighedspersoner og blev meget afholdt, og selv om han kun nåede at virke i 3 år, huskedes han længe. Han var en samvittighedsfuld og meget veltalende præst med en kraftig og smuk sangstemme, højt anset og respekteret i grundtvigske kredse. I hans korte virke nåede han at få Grundtvigs sange og salmer udbredt i en stor del af Østvendsyssel. Han havde fyldte kirker, og der var mange, der fandt vej til præstegården søndag aften, hvor der altid var åbent hus.

Da pastor Risom i efteråret 1865 var ude at berette (forberede til døden) en tyfuspatient, blev han smittet af den farlige sygdom og døde i Torslev den 5. oktober 1865 - kun 49 år gammel. I ægteskabet med den otte år yngre Anna Kathrine Olesen fra Bogense var der ingen børn.

Pastor Risom kom til at betyde meget for den frembrydende grundtvigianisme. I det hele taget var der på den tid et stærkt åndeligt røre på egnen med grundtvigianere såvel som mormoner og baptister som ivrige deltagere.

Ved sin tiltrædelse som præst i Torslev-Lendum i 1865 kom den tysk uddannede Philip Pedersen intetanende ind i dette røre. Året forinden var han af de preussisk-østrigske civilkommissærer blevet afsat som sognepræst i Dedsbøl, Tønder Amt, på grund af sit danske sindelag.

Hans tyske baggrund fornægtede sig imidlertid ikke. Han var meget autoritær og havde overdrevent høje tanker om sit embedes betydning. Som en mand af den gamle skole var han modstander af lærer Nielsens grundtvigsk inspirerede undervisningsform i Lendum Skole.

Thomas Larsen (den senere politiker og trafikminister fra Lendum) fortæller i sit værk ”En Gennembrudstid”, at børnene ved en eksamen ikke kunne svare på pastor Pedersens temmelig teologisk formede spørgsmål som fx.: ”Hvad står der i Genesis”? Dette fik børnene til at måbe og sidde ganske tavse og uforstående. Præsten blev da yderst misfornøjet, hvorefter lærer Nielsen spurgte, om han ikke selv måtte udspørge eleverne. Tilladelsen blev givet, og lærer Nielsen spurgte: ”Hvad hedder den bog, som provsten står med”? ”Den hedder bibelen”. ”Ved I noget, der står i bibelen”? ”Om Adam og Eva”. Så kunne børnene fortælle, og det viste sig, at de kunne meget bibelhistorie. Provsten og sognepræsten var dog ikke tilfredse. Thomas Larsen beskrev det således: ”Præsten red forbi befolkningen både i kirke og skole”.

Poul Nedergaard skrev i ”En dansk Præste- og Sognehistorie 1849-1949”, at trods det overfladiske, kolde og materialistiske, som i flere slægtled havde lagt sin døde hånd over livet, var der en vis religiøs trang i befolkningen. Det kunne ses af den iver, hvormed man lyttede til sekternes talere. Tiden var således ikke helt blottet for åndeligt liv, og siden pastor Fishers tid blev der i 1860’erne holdt husandagt i mange jævne hjem. På den måde blev kristendommen holdt i live i en død og åndløs tid, hvor rationalismens fornuftssyn var trængt ind i kirkerne og havde tømt dem for liv og ånd. Rationalismen søgte som kirkelig bevægelse at give en fornuftspræget forklaring på Bibelens undere og lod fornuften og ikke følelsen være afgørende i religiøse spørgsmål. Præsterne talte ofte om korndyrkning og gav gode tips herom i stedet for at forkynde Guds ord, men folkene fra tidens gudelige forsamlinger ønskede derimod at høre Guds ord i kirken og ikke andet.

De mange religiøse sekter ”satte befolkningen i en uafladelig bølgende uro”, men det var nu ikke alle prædikanter, der var seriøse. Der var eksempler på omrejsende prædikanter, der slog mønt på folks godtroenhed. En mormon, som i begyndelsen betog folk ud over alle grænser, begyndte sin løbebane på Torns Hede og blev derfor kaldt ”Torns præst”. I lighed med mange andre prædikanter spiste og boede han frit i de hjem, hvor møderne blev holdt. Når et møde imidlertid nærmede sig sin slutning, oplyste ”Torns præst” på en snedig måde tilhørerne om, at ”det ikke kostede noget, uden hvad enhvers kristelige sindelag tilsagde ham”, hvilket vel kan betegnes som et vink med en vognstang. Hans virke fik en brat ende, for inden længe røbede han sit sande jeg, da han begyndte at ture vildt med druk og kvinder.

Bedragere var der flere af, men trods dem fik sekterne en hel del tilhængere, og der var eksempler på, at familiemedlemmer kunne tilhøre flere forskellige sekter.

Bortset fra pastor Risom så præsterne nærmest ud til at være magtesløse tilskuere til alt dette. Pastor Philip Pedersen gjorde dog et forsøg, da han indkaldte til et offentligt diskussionsmøde i den senere trafikminister Thomas Larsens forældres hjem i Lendum. Thomas Larsen har siden berettet om mødet, som blev et tilløbsstykke med mormonerne i flertal og anført af to meget veltalende præster fra Utah.

Sognepræsten var nu ikke nogen heldig talsmand. Den selvbevidste mand havde ikke meget begreb om at tale til de vendsysselske hedebønder, som derfor tog afstand fra ham. Præsten indledte med at læse en velforberedt tale op, men da han trods rigelig selvtillid ikke var noget lyst eller hurtigt hoved, kom han under debatten fuldstændig til kort over for de to drevne debattører fra Utah og befandt sig konstant i defensiven. Med et vist held forsøgte de to herrer at påvise, at sognepræsten blot var ”en lejesvend, der sad i sit fede embede og mindst af alt lignede de fattige apostle”. Pastor Pedersen forsvarede sig med, at mormonpræsterne jo heller ikke kunne leve af luften, men måtte få løn for deres arbejde. Det fik dog ikke den tilsigtede virkning, for mormonerne benægtede det på det bestemteste. Mødet udviklede sig til at blive et sandt bombardement med skriftsteder fra begge parter og sluttede med, at pastor Pedersen formanede sekterne til at blive i folkekirkens skød, så de kunne mødes i Himmerig. Hertil replicerede en af egnens mormoner, der havde en meget dyb basstemme og altid udtalte sig stødvist: ”Næj! - vi kommer inthj i Himmerig, vi kaa’l - vi faar nok low aa blyw ve’ juren - mæ den jen’ ej’(ende). Dette ordskifte vakte morskab hos en del af forsamlingen, men Torslev-præsten havde fået nok og kørte hjem i den tro, at mormonerne havde lidt et frygteligt nederlag. Han tog imidlertid fejl.

Philip Pedersen døde i Torslev præstegård den 13. februar 1876. Han blev 65 år og efterlod sig sin 19 år yngre hustru, Johanne Bøving, og deres 12-årige søn, Jens Bøving-Pedersen, der endte som zoolog og naturvidenskabelig forfatter i København.

Ludvig Peter Marius Christian Wittrup var præst i Torslev-Lendum fra 1876 til 1885, da han fik embede i Nørre Søby-Heden på Fyn. Han var uden særligt partipræg, og oplysningerne om hans præstegerning i Torslev er få.

I hans tid kom Indre Mission til Lendum, og i 70’erne holdt den gamle indremissionær, Andr. Christensen, Aså, møder i Try, men bevægelsen fik først rigtig vind i sejlene efter pastor Wittrups tid.

Ludvig Wittrup var meget musikalsk. Han spillede violin og havde forbindelse med flere musikfolk, bl.a. Henrik Rung. I tiden på Fyn skrev han prædikener til Nordslesvigsk Søndagsblad, og i 1904 udgav han sammen med arkivar Anders Thiset ”Nyt dansk Adelsleksikon”.

17. juni 1885 blev den 34-årige Nicolaus Jacob Schaarup udnævnt til præst i Torslev-Lendum. Det var en fin og nobel mand og i lighed med pastor Wittrup uden særligt partipræg. I hans tid stod Indre Mission og grundtvigianismen skarpt over for hinanden, og især IM var virksom. Det udviklede sig til en åndelig kamp, som kom til at række langt op i tiden, og som snarere kan karakteriseres som en fordømmelsens kamp end som en brydningernes kamp. Fra begge sider bagtalte man i det stille hinanden.

Den tidligere Sæby-arkivar Jørgen Clausager har beskrevet pastor Schaarup som en rank personlighed, en officerstype, stærkt præget af embedsmanden og begavet med sans for administration og orden.

Man mindedes længe hans prædikener, for han havde en sjælden naturlig veltalenhed. ”Jeg er ikke en glathøvl”, beskrev han sig selv, og i prædikenerne anvendte han et kraftigt og farverigt sprog.

Pastor Schaarup kunne godt være noget brysk over for sine sognebørn, men var inderst inde et godmodigt og medfølende menneske. Det viser en episode, der udspillede sig i vinteren 1893. I en artikel i V.T. af tidligere centralbestyrer i Højslev, L. P. Jensen (1880-1853), som stammede fra Tørholm ved Østervrå, omtalte han en hændelse under konfirmationsforberedelsen hos pastor Schaarup i Torslev. Samtidig gav artiklen et indblik i tidens levevilkår for den fattige del af landbefolkningen.

”Jeg kommer fra en beskeden ejendom med 1-2 køer på Vrå hede. Min far gik ud om vinteren og tærskede for 50 øre om dagen, og min mor vævede for folk, hvad der gav ca. 8 øre pr. alen, så der var ikke meget at rutte med. Om foråret lånte far et spand heste om søndagen for at få lidt korn i jorden, men der blev næsten ingen avl.

Da jeg gik til præst i vinteren 1893, var der megen sne, og jeg gik i træsko (de ca. 8-9 km. ud til præstegården). Da præsten opdagede, at jeg ingen støvler havde, gav han mig et par gamle, godt udtrådte, men jeg følte mig stolt, for det var første gang, jeg havde læderfodtøj på mine fødder”.

Det vakte en del kirkelig uro, da baptismen kom til Danmark i 1849. Mange præster vægrede sig ved at adlyde myndighedernes påbud om dåb af baptisters børn, men de fleste præster gjorde dog fælles sag med politiet, og i flere tilfælde blev baptisters udøbte børn tvangsdøbt i kirken eller som hjemmedåb. Trods indførelsen af religionsfrihed med Grundloven af 5. juni 1849 var forholdet mellem folkekirke og baptister stadig meget spændt i 1890’erne og slet ikke som nu.

Et eksempel herpå ser vi i en episode fra 1892, som baptistpræsten, Morten Jørgensen Toldam fortæller om i sin erindringsbog, og som redaktør Carlsen ved Vendsyssel Tidende bringer en harmdirrende artikel om i nr. 167, 1893. Historien er følgende:

Husmand og landpost Christian Peter Nicolajsen, Godthåb ved Østervrå, skulle have et barn begravet på Torslev Kirkegård. Da pastor Schaarup ikke skulle medvirke ved begravelsen, fordi familien var baptister, meddelte han faderen, at klokkerne ikke måtte ringe for hans afdøde barn. Der måtte ikke holdes tale ved graven eller bedes nogen bøn, og han skulle først godkende de salmer, man ønskede at synge.

Nicolajsen opfattede det imidlertid som et forbud mod enhver begravelseshøjtidelighed og klagede til præsten ved baptisternes trossamfund, Morten Jørgensen, Sindal. Som følge af misforståelsen troede denne derfor, at pastor Schaarup også forbød salmesang, og da han ikke mente, at nogen dansk lov påbød, at baptister skulle jordes som dyr, mødte han op på kirkegården den 20. september 1892. Der havde præsten stillet sig på post ved kirkegårdsdiget for at kontrollere, om lovens bestemmelser blev fulgt. Morten Jørgensen hilste på ham og fik besked på, at de intet måtte foretage sig på kirkegården. Hertil svarede baptistpræsten, at han var klar over, at der ikke måtte holdes tale, men han mente, at de var i deres gode ret til at synge en salme og bede en bøn, for ellers var de henvist til at begrave deres døde som dyr.

Mens man sang to salmevers, som således ikke var forhåndsgodkendt, og Morten Jørgensen bad en kort bøn, stod Schaarup bag ham med hænderne dybt begravet i bukselommerne og noget bleg i ansigtet. Efter højtideligheden spurgte Morten Jørgensen præsten, om der var noget stødende i det, de havde foretaget sig. ”Nej, men jeg havde forbudt det, og det er nok”.

Pastor Schaarup anlagde sag mod baptistpræsten, som i 1893 af underretten i Sæby og senere af overretten i Viborg blev dømt til at betale 90 kr. i bøde og omkostninger.

Om dette skrev redaktør Carlsen bl.a.: De præster er nogle underlige mennesker. Deres opgave er at få menneskene til at bede og synge salmer, men når det så endelig lykkes, fører de dem for domstolene for at få dem straffet, som foretager sig noget sådant. Hvad skal man mene om den slags præster?

Redaktør Carlsen havde set sig gal på Torslev-præsten nogen tid i forvejen, og han indledte ovenstående artikel om straffet bøn og salmesang på følgende måde:

Pastor Schaarup, Torslev, nægtede for nogen tid siden i Lendum at komme til en gammel kone, der var blevet syg og ønskede religionens trøst, inden hun skulle transporteres til sygehuset, Den barmhjertige samaritans præstekaldede efterfølger mente ikke, at han burde yde sin kære, syge medkristne den forlangte hjælp, da hun var udensogns. Nu er det galt igen, men denne gang er det med et af hans egne sognebørn……. Og så følger stykket om Chr. Peter Nicolajsens barn.

Karakteristikken af pastor Schaarup som ”en officerstype, stærkt præget af embedsmanden og begavet med sans for administration og orden” er nok ganske passende.

Hans Georg Søren Jensen blev Schaarups efterfølger og virkede i sognet i den lange periode fra 1900 til 1936. En vigtig kilde til H.G.S. Jensens livshistorie er hans hustru nr. 2, Leonora Kirstine f. Petersen, som efter hans død skrev om sin mand til Paul Nedergaards Præste- og Sognehistorie.

H.G.S. Jensen blev født den 23. september1872 i Orup Friskole, Roholte Sogn, Præstø Amt, og voksede op i et åndeligt og politisk vågent hjem. Faderen var datidens kendte folketingsmand Anton Jensen, så sønnens interesse for politik og forståelse af skolegerningen stammede fra barndomshjemmet. Han fik tidligt lyst til præstegerningen – i første omgang fordi ingen i drengens øjne var så flot kørende som præsten hjemme i sognet, men han blev hurtigt grebet af den religiøse og folkelige bevægelse, som han mødte i sit grundtvigsk prægede hjem.

Med ganske få midler begyndte han straks efter konfirmationen studeringerne, der via studentereksamen fra Mariboes Skole i København førte ham frem til teologisk embedseksamen i januar 1896. Han tøvede dog med at gå ind i præstegerningen, da han endnu følte sig alt for ung til at påtage sig den ansvarsfulde gerning, og han syntes ikke, han kunne bibringe mennesker noget til trods for, at han var en oprigtig og levende kristen. Desuden led han i ungdomsårene af en udpræget generthed.

De følgende år tilbragte han som huslærer i Vestjylland, lærer i Køge og medarbejder ved Østsjællands Folkeblad og fra 1. februar 1897 som skolebestyrer ved Fredensborg Realskole. Endelig søgte han da præsteembede og blev den 12. december 1900 kaldet til Torslev-Lendum. Efter at have bestået de praktiske prøver i oktober blev han indsat den 3. marts 1901.

Kontakten mellem den unge skolebestyrer fra Fredensborg er sandsynligvis blevet etableret gennem hans far, der sad i Folketinget 1892-1906 og Sæbykredsens folketingsmand, Kristen Jensen, Try Vestergård, der sad i Folketinget fra 1892 -1901.

I Series Pastorum – Torslev Sogn skriver arkivar Jørgen Clausager, at Kristen Jensen efter H.G.S.Jensens prøveprædiken skal have sagt til ham, at han godt kunne regne med at få kaldet, da hans ord havde stor vægt på de rette steder. Sandsynligvis er denne overlevering rigtig, for i folketællingslisten ses det, at den nyudnævnte, men endnu ikke indsatte H.G.S. Jensen og hustru var gæster i Try Vestergaard den 1. februar 1901.

Der havde længe været et stærkt ønske om at få en kirke til Østervrå, hvor befolkningstallet var stadigt stigende i både by og omegn. Tilladelsen blev givet, og i 1897 nåede man efter lange forhandlinger frem til at få fastlagt kirkens beliggenhed.

Da det ville blive umuligt for én præst at betjene tre kirker i Torslev-Lendum Sogn, måtte der hjælp til, og den 4. oktober 1900 blev der oprettet et kaldskapellani i Lendum. Den første kaldskapellan blev Emil Bøggild, der kom til sognet den 30. april 1901, fem dage før indvielsen af kirken i Østervrå.

Det var i denne lidt turbulente tid, at pastor Schaarup rettede blikket mod andre kald, og i 1897 blev han udnævnt til præst i Bjørnstrup-Malle i Aalborg Amt. Han fortrød, men søgte senere embedet som sognepræst i Øster Brønderslev-Hallund, hvor han blev antaget den 11. januar 1900. Dermed forlod han sognet inden de kommende ændringer. N.J. Schaarup døde i juni 1915, 64 år gammel.

Østervrå Kirke blev bygget i løbet af år 1900 og var stadig under opførelse, da H.G.S. Jensen blev kaldet til præst i sognet og efterfølgende indsat den 3. marts 1901.

Kirken i Østervrå fik ved indvielsen den 5. maj 1901 navnet Sct. Mathæi Kirke, men det slog nu aldrig an.

Også de kommende år kom til at stå i byggeriets tegn. Da Torslev Præstegård fra 1750 bar præg af de mange år, måtte der gøres noget. Endvidere manglede der en præstebolig til kapellanen i Lendum. Til stor glæde for de nye præster besluttede man derfor at opføre to nye præstegårde, som blev bygget i løbet af år 1903.

I 1903-04 fik pastor Jensen for egen regning opført et menighedshjem i Thorshøj, som fungerede således indtil 1926. Indre Missions venner, der hidtil havde benyttet Try Missionshus, havde længe næret ønske om at få deres eget mødested. På grund af sognets svindende interesse for at gøre brug af menighedshuset overlod H.G.S. Jensen det derfor til Kirkelig Forening for den Indre Mission i Danmark. Ved indvielsen den 16. september 1926 fik huset navnet Thabor.

H.G.S. Jensen var en dygtig præst, og efter at have fungeret som provst i Dronninglund Herred i godt fire måneder blev han udnævnt til provst i embedet den 9. juli 1909.

Ved folketingsvalget i 1913 var provst Jensen folketingskandidat for Det radikale Venstre i Frederikshavn. Med sine 871 stemmer formåede han dog ikke at slå Venstres kandidat, trafikminister Thomas Larsen, der fik 1500 stemmer.

I erindringsværket ”Mit livs karusel” bind VIII, 1955, fortæller den kendte agitator og afholdsmand, Larsen-Ledet, at de radikale i Skagen havde arbejdet for hans kandidatur. Det behagede bestemt ikke kredsformanden, sagfører Adolf Nørgaard, i Frederikshavn, der ifølge Larsen Ledet nyste rødt, blot han var i stue med en afholdsmand og hellere så selveste general Satan valgt til folketingsmand end Larsen Ledet. Stadig ifølge Larsen-Ledet fik sagfører Nørgaard ”ved manipulation af groveste art” gennemtrumfet provst Jensens kandidatur, men - fortsætter Larsen-Ledet i sit erindringsværk: ”Hermed være ikke antydet, at der bør drages nogen sammenligning mellem nævnte general og provsten i Torslev. Provsten var, så vidt jeg ved, en habil mand af uplettet karakter og uden hale, hestehov og bukkehorn”.

Jørgen Clausagers Series Pastorum - Torslev indeholder en beskrivelse af et vælgermøde i Thorshøj fra denne valgkamp, hvor provst Jensen og højremanden, læge Niels Mathias Jensen fra Østervrå, stødte sammen. Oplysningerne stammer fra trafikminister Thomas Larsens erindringer, hvor han skriver, at læge Jensen var noget af en original, der tog mere praktisk end politisk på tingene. Provst Jensen havde fremhævet, at man i politik skulle ”fægte med åben pande”, hvortil doktor Jensen havde repliceret, at den ”åbne pande” ikke var afgørende, men at der var noget i panden, og lod forstå, at det i den henseende ikke stod for godt til hos provsten. Hertil svarede provst Jensen: ”Kan De huske, læge Jensen, at vi på kollegiet satte en præmie på 10 kr. til den af os, der kunne løse en vanskelig matematisk opgave. Det magtede De ikke, jeg vandt præmien”. (Lægen: ”Det skulle vel ikke være så vanskeligt, når De havde facitbogen”). ”Nej, sagen er”, fortsatte provsten, ”at læge Jensen skulle passe på sin egen pande, thi det snurrer i den som hjulene på hans gig, når han kører ud på sygebesøg”. N.M. Jensen blev meget vred over denne hentydning til sin lægevirksomhed og forlod mødet. Jørgen Clausager kommenterer optrinnet sådan: ”At læge Jensen var ateist (hvilket fremgår af folketællingslisten fra 1901 og 1911 for Torslev Sogn) har næppe gjort provsten velvilligere stemt over for ham”. Mødet fik et efterspil, da lægen sendte en klage til biskoppen og krævede provst Jensen stillet for en provsteret. Biskoppen formanede indtrængende parterne til at forliges, hvilket også skete, da Thomas Larsen blev indviet i sagen og overtalte lægen til at nøjes med, at provsten gav ham en undskyldning.

I september 1913 havde provsten den store sorg at miste sin hustru og barndomsveninde fra hjemegnen, Johanne Nielsen, som han havde giftet sig med i 1897, og han stod nu alene med fire børn. Efter sørgeåret indgik han i oktober 1914 et nyt ægteskab med daværende lærerinde i Skærum, frk. Kirstine Pedersen, som var datter af mejeriejer Pedersen i Thorshøj. I dette ægteskab kom der to børn. Det var en stor opgave, den unge lærerinde gik ind til, men hun formåede at tage kaldet op efter provstens første hustru og blev en god støtte og hjælpsom moder for børnene.

I 1914 var provst Jensen indstillet som nr. 1 til sognepræst i Grundtvigs fødesogn, Edby-Ørslev, Præstø Amt, og det vakte meget røre, at han ikke blev udnævnt. Der blev også kaldt på ham fra andre menigheder, men provst Jensen kunne ikke bekvemme sig til at søge bort fra den egn, han var kommet til at holde så meget af gennem årene, og som der knyttede sig så mange minder til.

Den 27. april 1928 blev provsten ridder af Dannebrog, og ved bispevalget i Aalborg Stift i 1930 var det på tale at opstille ham som kandidat, men det lykkedes ikke at samle stemmer nok.

Efter en mundtlig meddelelse beretter Jørgen Clausager i Series Pastorum om en episode, der havde tilknytning til bispevalget: ”Året efter skulle der ansættes ny graver og ringer ved Torslev Kirke. Blandt ansøgerne var husmand Christen Christensen (kaldet ’Kræn Wrælhuset’). Han blev imidlertid vraget til fordel for broderen Martinus Christensen. Kort efter mødte provst Jensen og Kræn hinanden, og provsten, der jo var formand for menighedsrådet, bemærkede: ”Nå, Kræn, De blev nok ikke graver og ringer denne gang”. ”Næ, hr. provst”, svarede Kræn, ”det er nok lige så svært at blive graver og ringer ved Torslev Kirke, som det er at blive biskop i Aalborg”. ”Var Deres mund, Kræn”, var provstens replik hertil”.

I 1935 blev provst Jensen medlem af amtsskoledirektionen for Hjørring Amt, og han var født formand for menighedsrådene i Torslev og Østervrå.

Fra hans tid stammer skikken med at få taget billeder af de årlige konfirmandhold, hvoraf det først kendte billede er fra 1916.

Provsten døde den 27. december 1936 efter en alvorlig og langvarig kræftsygdom, der gjorde det umuligt for ham at varetage sit arbejde efter august 1936. Fra barndomshjemmet var han opdraget til flid og nøjsomhed og til at yde det bedst mulige i de daglige præstationer, noget der fulgte ham livet igennem. Skønt han var udgået fra et grundtvigsk præget hjem og i sine første præsteår tilsluttede sig grundtvigsk kirkeliv, gled han efterhånden mere og mere bort fra partiet - dog uden at slippe sit grundtvigske kirkesyn. H.G.S. Jensen ville være præst for alle, og i de sidste tyve år af hans præstetid var han ikke partimand.

Provstinde Kirstine Jensen har fortalt om sin mand i Paul Nedergaards Præste- og Sognehistorie. Hun beskriver ham som en personlighed, der var selvstændig i sine meninger, ligesom han også havde sine meningers mod uden derfor at stå uforstående og stejl over for anderledes tænkende. Han var en dygtig provst, prædikant og foredragsholder, og som tiden gik, voksede han stærkt og inderligt sammen med befolkningen og blev meget afholdt. Søndag efter søndag fyldte menigheden kirken ved hans gudstjenester, hvortil der kom både missionsfolk, grundtvigske og mennesker uden for partierne. Der var fest og højtid over alle gudstjenesterne. Ved højmesserne var der altergang med forudgående skriftemål en halv time før gudstjenesten begyndte, og det var meget sjældent, at nogen gik til alters uden først at have været til skriftemål.

Der var orden i hans embedssager. Den kontormæssige side af præste- og provstegerningen blev passet samvittighedsfuld, og han sørgede for at få skriftlige sager ekspederet omgående. Hans store arbejdsevne bevirkede, at han kunne overkomme det utrolige uden at virke fortravlet. Derudover var han forhandlingsvillig og saglig. Der spurgtes efter hans mening, og ofte fik han ved samtale jævnet uoverensstemmelserne mellem stridende parter.

Skolen og dens forhold havde hans store kærlighed, og han forstod at vurdere arbejdet i skolen. Det var derfor med stor fornøjelse, at han tog rundt til eksaminer og visitatser, hvor han overalt blev mødt med velvilje og tillid, ligesom det var ham en stor glæde at mødes med lærerne og drøfte skoleforhold med dem.

Provstinden slutter sin beretning sådan:

”Han var en lykkelig mand, lykkelig i sit hjem under skiftende forhold, lykkelig i sin gerning og i sit Guds-forhold .…. Det var betegnende, at min mand døde søndag mellem jul og nytår, netop som folk gik fra kirke, hvor der var prædiket over ordene: ”Nu Herre, lade du din tjener fare i fred”. Et rigt og virksomt liv var da afsluttet.”

Henrik Lentz efterfulgte provst Jensen som sognepræst i Torslev-Lendum Sogn. Han stammede fra et lille husmandssted i Tolstrup ved Brønderslev og kom ud at tjene som ganske ung, men da han i en alder af 17 mistede sin far, måtte han hjem og passe det derhjemme. Han fandt dog hurtigt ud af, at han ikke ville nøjes med et husmandssted. Nej, han ville være gårdejer. Derfor blev ejendommen solgt, hvorefter han til en begyndelse lærte smedehåndværket og arbejdede nogle år som smed på Pedershaab Maskinfabrik i Brønderslev. Efter at have aftjent sin værnepligt søgte han ind til statsbanerne som portør. En tid overvejede han at fortsætte og blive konduktør, men fandt så ud af, at han ville være præst. Det passede ham ikke at være under andre.

En tidligere kollega har fortalt følgende: ”Vi portører måtte på skift en uge ad gangen gøre lygterne rene, når togene kom ind. Lentz var ikke alt for begejstret for det, og en dag, da han var ved at rense lygter, kom jeg med et par ironiske bemærkninger. Lentz reagerede straks: ”Nu vil jeg ikke være her mere!” ”Det bestemmer du da ikke selv.” ”Nå ikke? Jeg vil ikke have mere med det her at gøre. Jeg vil være præst!” ”Det kan du da ikke blive…” Lentz fik senere en portørstilling i Sindal, men han havde ikke opgivet at blive præst.

Han havde det sådan, at han egentlig kun syntes, at der fandtes to veje. Enten skulle han være bonde, eller også skulle han læse. Han valgte det sidste, men den første tid var streng. Han var gået ud af skolen, da han var 13 og havde ikke gjort noget ved det boglige, indtil han fyldte 25 år, da han

begyndte at læse til real- og studentereksamen i Rønde med den tanke i baghovedet, at han da altid kunne springe fra, hvis det blev helt umuligt. Det lykkedes ham imidlertid at tage realeksamen på halvandet år og studentereksamen på to år, mens det tog tre et halvt år at klare det teologiske studium i København. Han var ældre end de fleste og havde derfor travlt, så han måtte skynde sig.

Lentz havde egentlig ikke noget ønske om at vende tilbage til Vendsyssel. Under sit studium var han kommet en del i hjemmet hos Indre Missions formand pastor Vilh. Kold, som havde givet ham en anbefaling. Derefter søgte han flere embeder længere sydpå, men opnåede kun at blive indstillet som nr. to. Han havde mistanke om, at de forskellige menighedsråd var bange for ham, fordi han var blevet anbefalet af Indre Missions formand.

Men i en alder af 32 blev han den 4. marts 1930 kaldet til Lendum som residerende kapellan, og den 10. juni 1937 blev han ansat som sognepræst i Torslev-Lendum. På grund af hans tilhørsforhold til Indre Mission, vakte ansættelsen stor utilfredshed hos grundtvigianerne i Torslev, hvilket en artikel i Vendsyssel Tidende fra juni måned 1937 vidner om:

”For få dage siden blev kaldskapellan Lentz udnævnt til sognepræst i Torslev Sogn. Han tilhører Indre Mission og efterfølger den kendte grundtvigske provst H.G.S. Jensen, der døde den 27. december. I sognet er der en kreds på 600, der er utilfredse med at få kapellanen til sognepræst, hvorfor de har tilstillet kirkeministeriet en skrivelse, hvori de henstiller, at der ansættes en anden præst. Da ministeriet ikke uden videre kan opfylde dette ønske, er der indkaldt til et møde for at drøfte dannelsen af en valgmenighed. I øvrigt har man ikke andet at udsætte på den nye sognepræst end det, at han er en mand med kanter.” Man opgav imidlertid at danne en valgmenighed, da den grundtvigske Marius Larsen blev konstitueret som kaldskapellan i Lendum samme år.

Da Henrik Lentz flyttede ind i Torslev Præstegård, overtog han driften af den 50 tønder land store gård. Dermed blev han en af de ganske få præster, der selv drev præstegårdens landbrug. ”Det er det, jeg siger”, udtalte han, ”man bliver, hvad man vil være. Jeg ville være landmand og præst – og blev begge dele”.

Kun halvdelen af jorden var opdyrket. Resten lå hen i udrænet eng og med gyvel. Efter krigen tog pastor Lentz fat på moderniseringen af landbruget. Avlsbygningerne blev flyttet lidt bort fra stuehuset. Der blev bygget ny lade og bestyrerbolig, og besætningen kom efterhånden op på det dobbelte af, hvad den var, da han kom til gården.

Lentz måtte naturligvis have hjælp til driften. Han havde en gift bestyrer og de første mange år også en karl, inden han fik det hele klaret ved hjælp af en maskinstation og en daglejer til hjælp i roerne. Bestyreren og Lentz talte om det daglige arbejde. Det var kun undtagelsesvis, at han tog del i det praktiske arbejde, men når de nåede til roetiden, var han selv med ved lugningen, da det både var dyrt og svært at skaffe folk nok. Aase Lentz, der var landmandsdatter, stod ikke tilbage for sin mand og gav gerne et nap med, når det var nødvendigt.

Det selv at tilrettelægge driften og være med i arbejdet var noget meget værdifuldt for pastor Lentz. Det gav afløb for mangt og meget og gjorde mange ting lettere.

Under hans ledelse ændrede præstegården struktur. Der skulle ske noget. Han gik derfor i gang med grundforbedring og afvanding af 17-18 tdr. land foruden en hel del eng. Endvidere blev jorden bragt i en gødningsmæssig god stand, hvilket muliggjorde en udvidelse af kreaturbestanden fra en halv snes til omkring 50.

Der var noget landmandsagtigt over ham, og hans mål viste tydeligt, at han var en af vendelboernes egne: en bonde på lige fod med sognets andre bønder. Selv om han befandt sig vældig godt i begge roller, følte han sig dog først og fremmest som præst og var ”Des” med sine sognebørn.

Ud over præstegerningen og landbruget omfattede han afholdssagen med stor interesse. Skolesager optog ham også meget, og en tid var han formand for skolekommissionen.

Som tiden gik, blev pastor Lentz ikke alene respekteret som en dygtig landmand, men først og fremmest som en samvittighedsfuld og flittig præst for hvem den praktiske kristendom betød mere end den teologiske debat, og han var kendt som den ærlige, sandhedskærlige natur, der gik varmt ind for sine idealer.

Han opnåede stor popularitet gennem de 30 år i Torslev og gav på grund af sin specielle væremåde stof til mange, sjove anekdoter.

Efter afskeden den 31. maj 1966 flyttede præsteparret til Havrebjerg i Holbæk Amt, hvor pastor Lentz i en periode virkede som konstitueret sognepræst. Han døde 6. august 1971 og ligger begravet på Søllerød Kirkegård. Ved hans død skrev provst Steen i Sæby i Aalborg Stiftsbog 1971:

”Pastor Lentz, der var et hoved højere end alt folket, var en markant personlighed og en nidkær præst. Det lå ham stærkt på sinde at møde mennesker med et tydeligt kald til personlig tro, og han kunne glæde sig over en god kirkegang og en stor altergang. .. ”

På grund af en verserende sognestrid vedrørende præstegårdens fremtidige placering gik der halvandet år, før Torslev fik en afløser for Henrik Lentz. I mellemtiden blev stillingen varetaget af den residerende kapellan i Torslev-Lendum, Axel Bach Nielsen, hvilket man var godt tjent med. Han var meget afholdt både her og i sit senere embede i Billum, Grene Sogn. I en nekrolog i Vejle Amts Folkeblad 16. august 1983 stod der: ”Han har været med til at opbygge et enestående menighedsliv, der har bygget bro på tværs af de kirkelige retninger. .. Han ville være præst for hele sognet og formåede at opbygge et fortrolighedsforhold til alle grupper og en gensidig respekt, som kunne synes næsten umulig i et så hastigt voksende samfund. .. Selv befandt han sig bedst midt imellem den indre missionske retning og kirkeligt samfund”.

Efter anmodning søgte den residerende kapellan i Dronninglund (Dorf), Eyvind Poul Schødt, stillingen i Torslev-Lendum, hvor han i en alder af 53 blev indsat som sognepræst den 3. marts 1968. Poul Schødt havde teologisk embedseksamen fra Moravian College i Manchester. Samme år blev han ordineret i Bristol, hvorefter han i fem år var rejsesekretær for Luthersk Missionsforening og Brødremenigheden. Derefter opholdt han sig ti år som missionær i det nuværende Tanzania, først for Brødremenigheden i det sydlige højland og senere for Det lutherske Verdensforbund i Dar es Salaam, hvor han fra 1953 til 1956 virkede som superintendent for Uzaramo. I årene 1956-1963 var han generalsekretær i Luthersk Missionsforening, inden han samme år kom til Dorf.

Pastor Schødt havde en stor erfaring med i bagagen dels fra sin uddannelse i England og dels fra sit arbejde som missionær i Afrika og som generalsekretær, og den kom ham til gode i arbejdet som præst. Han havde en fast tro på Gud og var en fremragende prædikant, som kunne prædike, så menigheden kunne forstå det, og kirkegængerne fik altid noget med hjem. Af væsen var Schødt lidt reserveret, og han var ikke den type, der talte med folk om vind og vejr, men han udførte sin præstegerning med dygtighed, og han var meget brugt som foredragsholder.

I sognet mindes man endnu de hyggelige onsdagsmøder, der blev afholdt en gang om måneden. De havde stor tilslutning. Af og til var der op mod 100 deltagere, så der var fuldt hus i alle stuerne, hvor Johanne Schødt havde sørget for kaffe og kage til alle. Pastor Schødt underholdt forsamlingen med fortælling, oplæsning og foredrag, og med fru Schødt som forsanger og organisten, Fr. Larsen, som akkompagnatør sang man de salmer, som forsamlingen nu valgte.

Det var også pastor Schødt, der allerede den første sommer indførte det årlige havemøde med inviterede talere i den store, smukke have, som præsteparret hovedsagelig selv passede. Schødt slog den kæmpemæssige græsplæne med en lille håndskubber, mens den haveinteresserede fru Schødt tog sig af alt det øvrige.

Præsteparret havde nogle dejlige år i Torslev, men til sidst tvang helbredet pastor Schødt til som 64-årig at tage sin afsked den 31. januar 1979. Herefter flyttede præsteparret til Sæby, men der var stadig bud efter pastor Schødt som taler eller som afløser for præster, og han sagde med glæde ja, når helbredet tillod det.

Karen Baier

Østervrå lokalhistoriske forening.

.