Rundvisning
Østervrå
Kirke er fra 1901. Den er opført på en granitsokkel i forenklet senromansk stil (1200-1275), og den er bygget af røde
mursten, der med visse mellemrum er afbrudt af grå cementbånd.
Kirken
stod færdig d. 16. november 1900, men blev først indviet d. 5. maj 1901, og det
er det årstal, man ser på østsiden af kirken.
Dengang
havde kirken indgang fra vest, og der var intet tårn. Det kom først til i 1969.
Men der
var en lille tagrytter oppe på tagets vestside med et
ottekantet spir, som passede så smukt til kirken.
Her hang
den lille klokke, som ses til højre for gangen lidt før indgangen til
våbenhuset.
Indskriften
viser, at den er fra år 1800, så det var altså en brugt klokke på godt 100 år,
man anskaffede sig fra begyndelsen. Pris: 300 kr.
Sakristiet, som blev bygget i 1994, er den
lille tilbygning på nordsiden af kirken.
Tårnet
blev bygget til i 1969. Det skete af praktiske grunde.
Den
lille tagrytter var blevet rådden, og endvidere led kirken af pladsmangel. Med
et tårn kunne man derfor slå to fluer med ét smæk. Det forskønnede ikke just
kirken, men man fik til gengæld den ønskede plads.
Tårnet
er
Indgangen
blev nu flyttet fra vest til den nuværende indgang mod nord.
I
våbenhuset blev der plads til et toilet, et rum til rengøringsartikler samt et dåbsrum.
Samtidig
købte man en ny og større klokke pris 15.000 kr på
Klokken
er støbt i Holland og bærer indskriften: MIN SJÆL LOV HERREN.
På klokken
er der to friser med små menneskefigurer, og imellem dem står der:
JEG STØBTES AF N. V, EIJSBOUTS ASTEN HOLLAND TIL ØSTERVRAA
KIRKE 1969.
I 1999 kom
der automatisk
klokkeringning.
Kapellet
er fra 1920. Pengene dertil blev skaffet ved indsamling.
På
endevæggen hænger en del af den oprindelige alterudsmykning, som er et forgyldt
trækors. Det sad oprindelig på en baggrund med ornamentik og monogrammer, men
denne bagvæg er ikke genanvendt.
Velfærdsbygningen
ved parkeringspladsen stod færdig i 1990.
Den
rummer maskinrum, bruse- og omklædningsrum, køkken, møderum og toilet.
Lidt om kirkegården.
Skovkirkegården
blev taget i brug i 1980. Den har mere præg af et parkanlæg end af skovparti.
Den har
været meget populær, og der er kun få pladser tilbage. Derfor er vi begyndt at
anlægge en ny skovkirkegård i den sydøstlige del af den gamle kirkegård.
I år 1800 var Østervrå
og omegn kun en ubetydelig samling huse og gårde, og der var kun én kirke –
nemlig Torslev Kirke – som ligger i den anden ende af
Torslev sogn.
I sidste del af 1800-tallet steg
befolkningstallet meget her i Østervrå, og på den
baggrund opstod der i 80’erne et forståeligt og berettiget ønske om at få
bygget en kirke i denne ende af sognet, men tiden gik og først da sagen på ny blev
drøftet i 90’erne, så det ud til, at byggeriet skulle blive til noget.
Førstelærer
Nyholm blev formand for byggeudvalget, og som arkitekt valgte man Uldall fra
Randers, og en af de lokale håndværkere, bygmester Knudsen, skulle stå for det
samlede byggeri.
Efter mange
og lange diskussioner om, hvor kirken skulle ligge, nåede man til sidst frem
til at bygge den her - nord for åen og så tæt på byen som muligt.
Derefter
købte man den 9. juni 1899 en parcel fra naboejendommen Vrågård
til en pris af 300 kr.
Sådan
blev Østervrå Kirke en af de første af de i alt 20
kirker, der blev bygget i Vendsyssel på den tid.
Byggeriet
begyndte i sommeren 1900, og den samlede pris kom op på 18.500 kr., et meget
beskedent beløb.
Den 5.
maj 1901 indviede biskop Fr. Nielsen fra Aalborg Sct. Mathæi
Kirke. Måske virkede navnet lidt for fremmedartet, for kirken er aldrig blevet
kaldt andet end Østervrå Kirke, og det er efterhånden
blevet dens officielle navn.
KIRKEBRANDEN
Den 21.
nov. 1994 brændte kirken. En sindsforvirret ung mand, der led af ulykkelig
kærlighed, var skyld i branden, og ved den lejlighed mistede vi en af de få
altertavler, den kendte vendsysselske kunstner, Svend Engelund har malet. Den
var fra 1948 og var trefløjet.
Motivet
i midten forestillede den blodsotige kvinde, som
griber fat i Jesu kjortel, mens motivet på den venstre sidefløj var englens
bebudelse og motivet på højre fløj opstandelsen. Ligeledes blev store dele af
kirkens inventar ødelagt dels af flammerne, dels under slukningsarbejdet.
Kirken
skulle nu genopbygges, og ved den lejlighed fik vi bygget et lille sakristi ved
kirkens nordside, og oppe i tårnet blev der indrettet
længe ønsket legeværelse.
Efter
branden kom menighedsrådet på en vanskelig opgave, da man skulle vælge en
kunstner til udsmykningen af kirken.
Det blev
Arne L. Hansen, der fik opgaven, og han kalder den totale udsmykning for
VEJENE.
SKIBETS
LOFT er malet i tre blå nuancer, og det er let at se, at ARKEN er motivet for
udsmykningen.
LOFTET I
KORET har Arne L. Hansen kaldt HJULET, og livshjulet
med de liturgiske farver symboliserer livets tider og kirkeårets skiftende
karakter.
De
oprindelige bænke er genbrugt, men afstemt efter kirkerummets nye farver.
Det var
på tale at udskifte bænkene med noget mere behageligt og bekvemt, men det opgav
man. Resultatet er blevet smukt, og så må man jo affinde sig med, at bænkene er
lidt stive og hårde at
sidde på.
På
gavlen til hver bænk sidder der en holder til blomster og granpynt, som bruges
på kirkens højtidsdage samt til bryllupper og begravelser.
De lyse farver leder tankerne hen på
kunstnerens inspirationskilde: salmen: I Østen stiger solen op, og det er da
også tavlens navn.
Altertavlens
kors er indrammet af bladguld.
Og i
korsets fire hjørner har kunstneren malet de fire årstider med motiver fra det
vendsysselske landskab.
Hvert af
de fire billeder fremtræder som et smukt maleri.
ALTERBORDET har tre motiver, hvor det største og mest fremtrædende hedder Via dolorosa. Det er malet med kraftige farver.
Tv. Har
kunstneren brugt motivet: Himmelstigen.
Th. : Frelsens
vej.
De to sidemotiver
kalder han henholdsvis ”Omkring bønnerne i Fadervor” og ”Korsordene”.
De fire felter forneden er malet i de liturgiske
farver, hvor Himlens blå farve skal symbolisere det overjordiske, det
guddommelige, himlen og trofastheden.
Forårets
grønne farve står for håb, liv og vækst.
Rød er kærligheden og Guds farve, blodets og
ildens.
Guldet
er udsprunget af den hvide farve, som danner baggrund for guldet.
Den
hvide farve skal symbolisere helligheden, renheden, og uskylden.
Guldet i
det hvide felt ligesom de gyldne firkanter forneden symboliserer overjordisk
storhed og himmelsk glans.
DØBEFONDEN er af norsk marmor. Pris: 300 kr. og dåbsfadet af messing kostede i 1901
50 kr.
LYSEKRONERNE er fra kirkens restaurering i 1920 og anskaffet
ved indsamlinger.
DEN FEMARMEDE LYSESTAGE stod oprindelig på alterbordet. Den er en gave fra et af medlemmerne i det første menighedsråd, men ved kirkens 75-års jubilæum måtte den vige pladsen til fordel for DEN SYVARMEDE LYSESTAGE, som er en gave fra det daværende menighedsråd.
Den femarmede stage
er nu flyttet hen til døbefonden og tændt på dåbsdage.
MALMLYSESTAGERNE
har sandsynligvis været der fra begyndelsen.
KIRKESØLVET
Alterkalken er skænket af Kirkeministeriet og er udført i 1716 af
københavnermesteren Niels Johnsen.
Den har indgraveret betegnelsen nr. 2, hvilket betyder, at altersættet stammer fra den danske flåde.
I det 17. og 18. årh. var der ansat mange gejstlige i flåden til at
udføre kirkelige handlinger, således også uddelingen af nadverens sakramente.
Efterhånden som skibene blev hugget op, endte de kostbare sølvgenstande i
hovedmagasinet på Holmen.
I 1894 fik kulturministeriet bemyndigelse til at skænke dem til kirker,
der savnede midler til at anskaffe et passende alterudstyr, og Sct. Mathæi kirke i Østervrå opfyldte
dette krav, så på den måde kom et fint og fornemt stykke altersølv kirken i
hænde.
DISK og ALTERKANDE
Ved branden i 1994 blev den daværende
alterkande af porcelæn ødelagt, og frem til kirkens 100-års
jubilæum i 2001 klarede man sig med en lånt krystalvase. I anledning af
jubilæet blev der lavet en alterkande og en disk af sølv, som er specielt
fremstillet til kirken her, og det var en sølvsmedie
i Århus, der stod for arbejdet.
ORGLET
Så vidt man ved, måtte man de første år klare
sig uden orgel. Senere fik man et lille harmoniun. Der
kom først orgel med pulpitur i 1920 – Det blev betjent af organist og
bælgtræder.
I 1969 fik kirken et nyt 7 stemmers orgel,
som led skade under branden. Heldigvis kunne man overføre blæser, orgelhus og samtlige 7 stemmer til det nye orgel, som har
16 stemmer + 1 transmission fordelt på 2 manualer og pedal – i alt 918 piber..
Orglet
er et individuelt instrument og er således det eneste af den slags her i landet.
Messeklæderne er med til at understrege, at
gudstjenesten er en fest, og de bruges ved altertjenesten. Farverne følger kirkeårets gang og understreger det præg,
kirkeåret har.
Den
hvide messehagels farve er festens og glædens farve og bruges på kirkens
højtidsdage.
Den
lilla messehagel, hvis farve er forberedelsens farve, bruges i advents- og
fastetiden.
Karen Baier,
kirkeværge ved Østervrå Kirke.