Rundvisning

 

 

Østervrå Kirke er fra 1901. Den er opført på en granitsokkel i forenklet senromansk stil (1200-1275), og den er bygget af røde mursten, der med visse mellemrum er afbrudt af grå cementbånd.

Kirken stod færdig d. 16. november 1900, men blev først indviet d. 5. maj 1901, og det er det årstal, man ser på østsiden af kirken.

Dengang havde kirken indgang fra vest, og der var intet tårn. Det kom først til i 1969.

Men der var en lille tagrytter oppe på tagets vestside med et ottekantet spir, som passede så smukt til kirken.

Her hang den lille klokke, som ses til højre for gangen lidt før indgangen til våbenhuset.

Indskriften viser, at den er fra år 1800, så det var altså en brugt klokke på godt 100 år, man anskaffede sig fra begyndelsen. Pris: 300 kr.

Sakristiet, som blev bygget i 1994, er den lille tilbygning på nordsiden af kirken.

 

Tårnet blev bygget til i 1969. Det skete af praktiske grunde.

Den lille tagrytter var blevet rådden, og endvidere led kirken af pladsmangel. Med et tårn kunne man derfor slå to fluer med ét smæk. Det forskønnede ikke just kirken, men man fik til gengæld den ønskede plads.

Tårnet er 16,7 m. højt, og det består af 60.000 mursten af en anselig tykkelse, hvilket cirka svarer til det antal mursten, der går til bygningen af tre enfamilieshuse. Det store antal sten skyldes, at tårnet er opført uden hulmur.

Indgangen blev nu flyttet fra vest til den nuværende indgang mod nord.

I våbenhuset blev der plads til et toilet, et rum til rengøringsartikler samt et dåbsrum.

 

Samtidig købte man en ny og større klokke pris 15.000 kr400 kg. til erstatning for den lille klokke, hvor det større jernindhold gav den en hårdere klang, end der er i den nuværende klokke.

Klokken er støbt i Holland og bærer indskriften: MIN SJÆL LOV HERREN.

På klokken er der to friser med små menneskefigurer, og imellem dem står der:

 

JEG STØBTES AF N. V, EIJSBOUTS ASTEN HOLLAND TIL ØSTERVRAA KIRKE 1969.

 

I 1999 kom der  automatisk klokkeringning.

 

Kapellet er fra 1920. Pengene dertil blev skaffet ved indsamling.

På endevæggen hænger en del af den oprindelige alterudsmykning, som er et forgyldt trækors. Det sad oprindelig på en baggrund med ornamentik og monogrammer, men denne bagvæg er ikke genanvendt.

 

Velfærdsbygningen ved parkeringspladsen stod færdig i 1990.

Den rummer maskinrum, bruse- og omklædningsrum, køkken, møderum og toilet.

 

Lidt om kirkegården.

 

Skovkirkegården blev taget i brug i 1980. Den har mere præg af et parkanlæg end af skovparti.

Den har været meget populær, og der er kun få pladser tilbage. Derfor er vi begyndt at anlægge en ny skovkirkegård i den sydøstlige del af den gamle kirkegård.

 

 

I år 1800 var Østervrå og omegn kun en ubetydelig samling huse og gårde, og der var kun én kirke – nemlig Torslev Kirke – som ligger i den anden ende af Torslev sogn.

 

I sidste del af 1800-tallet steg befolkningstallet meget her i Østervrå, og på den baggrund opstod der i 80’erne et forståeligt og berettiget ønske om at få bygget en kirke i denne ende af sognet, men tiden gik og først da sagen på ny blev drøftet i 90’erne, så det ud til, at byggeriet skulle blive til noget.

Førstelærer Nyholm blev formand for byggeudvalget, og som arkitekt valgte man Uldall fra Randers, og en af de lokale håndværkere, bygmester Knudsen, skulle stå for det samlede byggeri.


 

Efter mange og lange diskussioner om, hvor kirken skulle ligge, nåede man til sidst frem til at bygge den her - nord for åen og så tæt på byen som muligt.

Derefter købte man den 9. juni 1899 en parcel fra naboejendommen Vrågård til en pris af 300 kr.

Sådan blev Østervrå Kirke en af de første af de i alt 20 kirker, der blev bygget i Vendsyssel på den tid.

Byggeriet begyndte i sommeren 1900, og den samlede pris kom op på 18.500 kr., et meget beskedent beløb.

 

Den 5. maj 1901 indviede biskop Fr. Nielsen fra Aalborg Sct. Mathæi Kirke. Måske virkede navnet lidt for fremmedartet, for kirken er aldrig blevet kaldt andet end Østervrå Kirke, og det er efterhånden blevet dens officielle navn.

 

KIRKEBRANDEN

 

Den 21. nov. 1994 brændte kirken. En sindsforvirret ung mand, der led af ulykkelig kærlighed, var skyld i branden, og ved den lejlighed mistede vi en af de få altertavler, den kendte vendsysselske kunstner, Svend Engelund har malet. Den var fra 1948 og var trefløjet.

Motivet i midten forestillede den blodsotige kvinde, som griber fat i Jesu kjortel, mens motivet på den venstre sidefløj var englens bebudelse og motivet på højre fløj opstandelsen. Ligeledes blev store dele af kirkens inventar ødelagt dels af flammerne, dels under slukningsarbejdet.

 

Kirken skulle nu genopbygges, og ved den lejlighed fik vi bygget et lille sakristi ved kirkens nordside, og oppe i tårnet blev der indrettet længe ønsket legeværelse.

 

Efter branden kom menighedsrådet på en vanskelig opgave, da man skulle vælge en kunstner til udsmykningen af kirken.

Det blev Arne L. Hansen, der fik opgaven, og han kalder den totale udsmykning for VEJENE.


 

SKIBETS LOFT er malet i tre blå nuancer, og det er let at se, at ARKEN er motivet for udsmykningen.

 

LOFTET I KORET har Arne L. Hansen kaldt HJULET, og livshjulet med de liturgiske farver symboliserer livets tider og kirkeårets skiftende karakter.

 

De oprindelige bænke er genbrugt, men afstemt efter kirkerummets nye farver.

Det var på tale at udskifte bænkene med noget mere behageligt og bekvemt, men det opgav man. Resultatet er blevet smukt, og så må man jo affinde sig med, at bænkene er lidt stive og hårde  at sidde på.

På gavlen til hver bænk sidder der en holder til blomster og granpynt, som bruges på kirkens højtidsdage samt til bryllupper og begravelser.

 

ALTERTAVLEN

De lyse farver leder tankerne hen på kunstnerens inspirationskilde: salmen: I Østen stiger solen op, og det er da også tavlens navn.

Altertavlens kors er indrammet af bladguld.

Og i korsets fire hjørner har kunstneren malet de fire årstider med motiver fra det vendsysselske landskab.

Hvert af de fire billeder fremtræder som et smukt maleri.

ALTERBORDET har tre motiver, hvor det største og mest fremtrædende hedder Via dolorosa. Det er malet med kraftige farver.

 

Tv. Har kunstneren brugt motivet: Himmelstigen.

 

Th. : Frelsens vej.

 

De to sidemotiver kalder han henholdsvis ”Omkring bønnerne i Fadervor” og ”Korsordene”.

 

PRÆDIKESTOLEN

oprindelig

 

De fire felter forneden er malet i de liturgiske farver, hvor Himlens blå farve  skal symbolisere det overjordiske, det guddommelige, himlen og trofastheden.

Forårets grønne farve står for håb, liv og vækst.

Rød er kærligheden og Guds farve, blodets og ildens.

Guldet er udsprunget af den hvide farve, som danner baggrund for guldet.

Den hvide farve skal symbolisere helligheden, renheden, og uskylden.

 

Guldet i det hvide felt ligesom de gyldne firkanter forneden symboliserer overjordisk storhed og himmelsk glans.

 

DØBEFONDEN er af norsk marmor. Pris: 300 kr. og dåbsfadet af messing kostede i 1901 50 kr.

 

LYSEKRONERNE er fra kirkens restaurering i 1920 og anskaffet ved indsamlinger.

 

DEN FEMARMEDE LYSESTAGE stod oprindelig på alterbordet. Den er en gave fra et af medlemmerne i det første menighedsråd, men ved kirkens 75-års jubilæum måtte den vige pladsen til fordel for DEN SYVARMEDE LYSESTAGE, som er en gave fra det daværende menighedsråd.

Den femarmede stage er nu flyttet hen til døbefonden og tændt på dåbsdage.

 

MALMLYSESTAGERNE har sandsynligvis været der fra begyndelsen.

 

 

KIRKESØLVET

 

Alterkalken er skænket af Kirkeministeriet og er udført i 1716 af københavnermesteren Niels Johnsen.

Den har indgraveret betegnelsen nr. 2, hvilket betyder, at altersættet stammer fra den danske flåde.

I det 17. og 18. årh. var der ansat mange gejstlige i flåden til at udføre kirkelige handlinger, således også uddelingen af nadverens sakramente.

Efterhånden som skibene blev hugget op, endte de kostbare sølvgenstande i hovedmagasinet på Holmen.

 

I 1894 fik kulturministeriet bemyndigelse til at skænke dem til kirker, der savnede midler til at anskaffe et passende alterudstyr, og Sct. Mathæi kirke i Østervrå opfyldte dette krav, så på den måde kom et fint og fornemt stykke altersølv kirken i hænde.

 

DISK og ALTERKANDE

 

Ved branden i 1994 blev den daværende alterkande af porcelæn  ødelagt, og frem til kirkens 100-års jubilæum i 2001 klarede man sig med en lånt krystalvase. I anledning af jubilæet blev der lavet en alterkande og en disk af sølv, som er specielt fremstillet til kirken her, og det var en sølvsmedie i Århus, der stod for arbejdet.

 

ORGLET

 

Så vidt man ved, måtte man de første år klare sig uden orgel. Senere fik man et lille harmoniun. Der kom først orgel med pulpitur i 1920 – Det blev betjent af organist og bælgtræder.

 

I 1969 fik kirken et nyt 7 stemmers orgel, som led skade under branden. Heldigvis kunne man overføre blæser, orgelhus og samtlige 7 stemmer til det nye orgel, som har 16 stemmer + 1 transmission fordelt på 2 manualer og pedal – i alt 918 piber..

 

Orglet er et individuelt instrument og er således det eneste af den slags her i landet.

De nye dele er fremstillet på Bruno Christensen og sønners orgelværksted i Terskelbøl. Derefter er det monteret i kirken og tilpasset rummets akustik.

 

MESSEHAGLERNE

 

Messeklæderne er med til at understrege, at gudstjenesten er en fest, og de bruges ved altertjenesten. Farverne følger kirkeårets gang og understreger det præg, kirkeåret har.

 

Vi har ikke anskaffet den røde messehagel, hvor den røde farve symboliserer Guds kærlighed til os. Der bruges kun 3 gange om året – 2. juledag samt 1. og 2. pinsedag.

 

Den sorte messehagel, som kun anvendes Langfredag, mangler også i samlingen.

 

Den grønne messehagel symboliserer håb, liv og vækst. Den bruges i trinitatistiden og i Hellig Tre Kongers-tiden.

 

Den hvide messehagels farve er festens og glædens farve og bruges på kirkens højtidsdage.

 

Den lilla messehagel, hvis farve er forberedelsens farve, bruges i advents- og fastetiden.

 

Karen Baier, kirkeværge ved Østervrå Kirke.