Østervrå kirkes tilblivelse.

(1899-1901)

 

Vokseværk.

Helt op i 1880’erne var Østervrå en ganske lille og ubetydelig landsby, en isoleret verden, præget af stilstand, men fra midten af 80’erne begyndte der at komme skred i udviklingen både i og omkring Østervrå.

Under hedens opdyrkning opstod der nye gårde og husmandsbrug. Udviklingen af landbrugsarealet gav øgede muligheder for handel og håndværk, og man anlagde chausséen fra Hjørring til Sæby, en flot, skærvebelagt landevej, der gjorde samfærdslen mere bekvem.

Byen fik posthus, og samtidig begyndte den direkte postombæring.

I 1892 fik man læge og året efter dyrlæge. Forretningsdrivende og håndværkere slog sig ned i den voksende by, og i slutningen af 90’erne oprettedes mejeriet, som trak mange landboere til byen.

 

Et brændende ønske.

Ønsket om en kirke i Østervrå havde været på dagsordenen i mange år, men det var først i 1890’erne, da byens udvikling tog fart, at der kom der mere realitet bag drøftelserne. 

Kirken spillede dengang en langt større rolle i folks liv end nu, og det var naturligt for de fleste at gå i kirke. På en tid, hvor flertallet måtte tage turen til fods, var vejen til Torslev kirke i al slags vejr dog både lang og besværlig for beboerne i den vestlige ende af sognet, og da befolkningstallet var stadigt stigende i by og omegn, rejste der sig derfor et forståeligt krav om at få bygget en kirke i denne del af sognet.

I 1897 nåede man da endelig efter lange forhandlinger frem til at få fastlagt kirkens beliggenhed. Modstridende interesser gjorde sig nemlig gældende. Beboerne syd for åen ville have kirken lagt nærmere mod syd, mens beboerne i Østervrå ønskede den ind til byen.

Der blev da indgået et kompromis, hvorefter kirken skulle bygges så langt mod syd, som den kunne komme for åen. Kravene fra beboerne i den sydlige del blev yderligere støttet ved, at kirkegården ikke måtte ligge inde ved byen, og dengang var der ingen, der tænkte på at bygge kirken i byen og anbringe kirkegården med et tilhørende kapel et andet sted.

 

Grønt lys til byggeriet.

Nu var det første skridt taget. Man ansøgte herefter om tilladelse til kirkebyggeriet samt økonomisk hjælp, og stor var glæden, da ministeriet den 18. april 1899 gav grønt lys til den påtænkte kirke og bevilgede 18.500 kr. dertil. Da der herefter ville blive endnu en kirke at betjene, blev der samtidig givet tilladelse til, at Torslev sogn fik en kaldskapellan med bopæl i Lendum, der jo dengang hørte under pastoratet.

De første tiltag.

Arkitekt Uldall, Randers, blev kirkens arkitekt, og kirkekomitéen, der skulle forestå arbejdet, bestod af Vilhelm Andersen, Fjeldgård, Jens Lund Svendsen, Skjerne, Jens Sørensen, Ø. Koldbro, Anders Nielsen, Gydens hus, J. Jensen, Ramsholt, samt den initiativrige lærer Nyholm, Østervrå, som blev komitéens formand.

Nu kunne man gå i gang. Komitéens møder foregik i den gamle stråtækte skole bag den nuværende frisørsalon på Hjørringvej 427, og på mødet den 27. juni blev det i henhold til ministeriets resolution pålagt arkitekten at forsøge at skaffe tilbud fra 3 ham bekendte driftige håndværkere.

Eftersom materialerne – mursten, tømmer, cement osv. - var steget ganske betydeligt siden overslaget blev lagt, viste det sig vanskeligt at få opførelsen af kirken bortliciteret, så at overslaget kunne slå til. Der indkom kun to tilbud, som oversteg overslaget så betydeligt, at komitéen ikke turde modtage dem.

Manglen på kontanter vanskeliggjorde sagen yderligere. Derfor ansøgte komitéen biskoppen i Aalborg om tilladelse til at få pengene udbetalt i rater, så man kunne betale håndværkerne løbende og bestride udgifterne ved indkøb af de forskellige materialer.

På det omtalte møde traf man aftale med komitémedlem Jens Lund Svendsen om snarest muligt at få gravet en brønd forsynet med vinde på den påtænkte kirkegårdsplads.

 

Indkøb af byggematerialer.

Endvidere blev der gjort akkord med stenhugger Niels Madsen vedrørende 106 løbende alen sokkelsten à 2½ kr. pr. alen – leveret på pladsen. Senere på året fik stenhugger Madsen yderligere leverancen på trappesten til en samlet pris på 125 kr.

(1 alen = 63 cm. Det metriske system blev først indført i Danmark i 1907)

Det blev en travl dag, for allerede om eftermiddagen kørte arkitekten og 3 komitémedlemmer i hestevogn til Volstrup teglværk for at se på mursten, og herefter tog de til Sæby for at få en aftale i stand med teglværkets ejer, fabrikant Hans Aabel. Resultatet af denne rejse blev, at Hans Aabel forpligtigede sig til - i løbet af vinteren 1899-1900 - at levere ca. 52.000 stk. røde facadesten af lyseste sortering, kørt på arbejdsfjedervogn  og leveret på  byggepladsen – aflæssede og stablede for 28 kr. pr. tusinde stk.

Endvidere ca. 78.000 stk. helbrændte, håndstrøgne, flammede mursten (blandet med tørvesmuld) for 17 kr. pr. 1000 stk., som man selv skulle afhente.

Senere fik grosserer Chr. H. Nielsen fra Hjørring overdraget leverancen af 36.000 td. Glatved kalk i løbet af efteråret.

 

Købskontrakt på byggegrunden.

Derefter kunne købskontrakten på kirkegårdspladsen endelig undertegnes den 9. juli 1899 efter flere forudgående forhandlinger med gdr. Th. Chr. Jensen, Vrågård. Prisen for den 13.150 kvr.alen store parcel var 300 kr. Menighedsrådet fik dog først endeligt skøde på grunden mange år senere. Thomas Jensen solgte Vrågård til broderen, Niels Jensen, den 19. november 1903. På det tidspunkt havde menighedsrådet stadig ikke fået endeligt skøde på grunden. Det udstedte Niels Jensen den 21. juli 1917.

Bygmester Knudsen antages.

Kirken stod stadig uden bygmester. Dette problem måtte snarest løses, og fra den 22.-24. juli var lærer Nyholm derfor på rejse til København, hvor han opsøgte en kontorchef i kirkeministeriet angående tilladelse til at antage bygmester Christen Knudsen som entreprenør.

Han fik tilladelsen, og så kunne man for alvor gå i gang. Allerede den 31. juli udleverede man  konditioner og beskrivelse til C. Knudsen, som lovede at opsætte et bræddeskur på byggepladsen i den kommende uge. Skuret skulle tættes med tagpap.

Det blev en barak til brug for de arbejdende håndværkere med plads til opbevaring af forskelligt materiale samt et særligt rum som kontor for arkitekten, når han var på pladsen. Desuden var der køkken og spiserum. Bygmester Knudsens svigerinde Petrine Mikkelsen, Horne, forestod madlavningen.

Håndværkerne.

Da de forskellige håndværkere kom langvejs fra, var de under byggeriet henvist til at bo i telte på pladsen.

Malermester Hansen stod for malerarbejdet, mens Christen Thomsen, den senere ejer af Ø. Søndergård, samt Christian Ramlov, begge var ansat som snedkere og tømrere hos bygmester Knudsen.

Christian Ramlov giftede sig senere med Knudsens svigerinde, Petrine Mikkelsen, der lavede mad til håndværkerne.

Murermester Laurits Andersen, Østervrå, fik murerarbejdet  i  entreprise af  bygmester C. Knudsen, der var uddannet snedker og tømrer -  og altså ikke murermester.                                                 Laurits Andersen  er også kendt for byggeriet af Morild kirke.                                                                                 Christen Nielsen, Stabæk, der på det tidspunkt var i lære hos Knudsen, udvandrede senere til U.S.A., men rejsen derover blev meget dramatisk. Efter ni døgn i en redningsbåd overlevede han mirakuløst den danske amerikadamper ”Norge”s  frygtelige forlis den 28. juni 1904, da den grundstødte - ved Helene-revet nær klippeøen Rockall ved Skotland. Skibet sank i løbet af 20 minutter. Det var en af de største ulykker i europæisk skibstrafik, inden ”Titanic” forliste otte år senere. Af de omkring 800 ombordværende blev der kun reddet ca. 150.

Under navnet Chris Nielsen startede Christen en ny tilværelse i U.S.A. Det gik ham godt. Han byggede huse, fik sit eget firma og vedblev at arbejde, til han var over 90 år. Åndsfrisk til det sidste døde han i 1982 som 97-årig i Albert Lea i Minnesota efter 78 år i Amerika. Den grufulde oplevelse i 1904 gjorde imidlertid, at Chris Nielsen var meget imod at sejle til Danmark, og med undtagelse af rejsen hjem til forældrenes guldbryllup i 1924 blev de mange senere hjemrejser foretaget med fly – sidst i 1970. 

Navnene på kirkens øvrige håndværkere kender man desværre ikke.

Måske findes hemmeligheden bevaret i kirkens sokkel. Da Stokbro gamle skole blev revet ned, fandt man nemlig en flaskepost i soklen. Der lå et papir, hvor bygmester Knudsen havde nedskrevet navnene på alle de håndværkere, der havde medvirket ved byggeriet. Denne flaskepost befinder sig nu på Historisk museum i Hjørring.

 

Bygmester Knudsens tilbud.

Onsdag den 13. september 1899 forelå murermester Christen Knudsens tilbud om opførelse af Østervrå kirke til en samlet sum af 11.710 kr. Dermed ville ministeriets overslag på de samlede udgifter på 18.500 kr. ganske vist blive overskredet med 100 kr., men da det var urealistisk at få prisen længere ned, fremsendte komitéen samme dag tegninger, overslag og andre vedkommende papirer til ministeriet. Samtidig anmodede man om ministeriets godkendelse af det modtagne tilbud, hvilket senere skete.

Byggeriet går i gang.

Allerede dagen efter afsatte arkitekt Uldall grunden til kirken, og den 7. november var betonstøbningen og fundamentet færdiggjort.

Byggeriet lå derefter stille, men i løbet af vinteren var der stor travlhed på entreprenørens værksted, hvor der bl.a. blev fremstillet 28 stolestader, en prædikestol samt døre og dørkarme. Tømmer, gulvfliser og andet materiale afhentede man på Hørby station.

 

Døbefonden.

Den 17. februar 1900 anmodede byggeudvalget arkitekt Uldall om at udfærdige en tegning til en døbefont og indlevere den til grosserer Hammerich i Århus, hvis firma skulle stå for udformningen. Resultatet blev en døbefont i sort, norsk marmor, men den aftalte pris på 200 kr. holdt ikke. Slutprisen blev 230 kr.

Nedlæggelse af grundsten og rejsegilde.

3 måneder senere, den 15. maj 1900, kom det store øjeblik, da provst Haagen-Müller, Albæk, kunne nedlægge grundstenen ved en lille højtidelighed, og den 27. juli blev kransen blev rejst på Østervrå Kirke.

Undervisningsvæsenets gave til kirken.

Alt gik planmæssigt, og da byggeriet nærmede sig sin afslutning, sendte lærer Nyholm den 18. september 1900 et brev til kirke- og undervisningsvæsenet, hvori han underdanigst forespurgte, om den kalk og disk, som ministeriet i sommeren 1898 havde lovet at stille til disposition for kirken i Østervrå, snart kunne forventes tilsendt.

Kalken og disken i sølv er fra 1716 og stammer fra et af flådens skibe. I 16- og 1700-tallet var der ansat mange gejstlige i flåden til at udføre kirkelige handlinger – således også uddeling af nadverens sakramente. Efterhånden som flådens skibe blev hugget op, endte de kostbare sølvgenstande i hovedmagasinet på Holmen, hvor de blev opbevaret, til kulturministeriet i 1894 fik bemyndigelse til at skænke dem til kirker, der savnede midler til at anskaffe et passende alterudstyr. Kirken i Østervrå opfyldte dette krav, og på den måde kom noget fint og fornemt altersølv kirken i hænde.

Komitémøde i september.

Efteråret nærmede sig. Nu gjaldt det om at komme i gang med anlæggelsen af kirkegården, og den 30. september blev der derfor truffet aftale med gartner Carl Hansen ang. beplantning af kirkegården, mens det blev overdraget C. Jensen, Ravnsholt, at sørge for indkøb af granspær til hegn omkring kirkegården. Kulegravningen blev bortakkorderet, og man besluttede at anskaffe en kakkelovn til 230 kr. Endelig aftalte man, at der skulle anbringes årstal på vestenden af kirken.

 

Provstesyn.

Midt i november 1900 afholdtes der ekstraordinært provste-afleveringssyn. hvor komitéen fik påbud om at

1.   indhegne kirkegården yderligere med en ca. 2 fod høj trådfletning med vide masker,

2.   hvidte eller male kakkelovnen i samme farve som væggene,

3.   afbalancere kirkeklokken,

4.   fernisere gulvene i koret og stolene snarest muligt,

5.   påmale brønden på kirkegården med: ”Kun til gravene,”

6.   påmale kirkebøsserne med: ”Til de fattige,”

7.   udfærdige et kort over kirkegården og inddele arealet i rektangler på ca. 400 alen,                                                                                   

      beregnet til 4 voksengrave,

8.   forsyne kirkegården med de fornødne gange og gruse dem,

9.   anskaffe en gravstedsprotokol og nummererede gravpæle,

10. skaffe de fornødne gravrekvisitter f.eks. spade, 4 skovle, reb, brædder m. m.,

11. pålægge kirketiende-ejeren at anskaffe 2 autoriserede kirkebøger, når et bestemt kirkedistrikt

      omkring Østervrå kirke var blevet udskilt,

12.  anskaffe manglende kirkeinventar:

2 mindre alterkander eller 1 større, 1 dåbskande af tin eller andet metal, 1 oblatæske af porcellæn eller lign., 2 á 3     

dåbshåndklæder, 1 storstilet bibel, 2 storstilede salmebøger med tillæg, 1 alterbog , de nye    tekster og kollekter

      og det nye brudevielsesritual, 2 koralbøger samt alterlys og lyseslukker.

 

Forskellige priser.

Som bygmester skulle Christen Knudsen sørge for at skaffe inventar til kirken, og i hans lommebog stod der bl.a. flg. priser opført: dåbsfadet: 50 kr., klokken 300 kr., 2 kirkebøsser: 10 kr., knæskamlen: 12 kr., knæfaldet: 28 kr., og prisen for grundstenen var 14 kr.

 

Byggeriet afsluttes.

Den 19. november 1900 - 14 mdr. efter påbegyndelsen af byggeriet – stod kirken i Østervrå færdig.

Allerede samme dag blev der afsendt brev til branddirektør Calundan i Sæby ang. kirkens assurance, og den 24. november var kirken assureret for 20.430 kr. i ”Danmark” og det løse inventar for 526 kr.

Østervrå kirkedistrikt.

Nu ventede man på at få fastlagt kirkedistriktets grænser, og den 7. jan. 1901 modtog man da endelig en skrivelse fra ministeriet, hvori det godkendtes, at grænserne for Østervrå kirkedistrikt mod syd og vest - hvor det støder op til sognene Skæve, Jerslev og Tårs – skulle dannes af sogneskellet, mens grænserne mod nord og øst - over for den øvrige del af Torslev sogn – skulle dannes af følgende steder: Tranholm, Aalborggård, Gjersholt, Lindenborg, Øster Mølbak, Vester Mølbak, Mølbakhus, Bødkergårdshus, Theasminde og Ormholthus.

 

Det afsluttende provstesyn.

Efter et afsluttende provstesyn i februar var kun følgende tilbage:

anskaffelse af 1 kommunionbog, færdiggørelse af kirkegårdslågen, indsættelse af knager til hatte og huer i herrestolene samt anbringelse af guldfrynser om pulten på prædikestolen og afbalancering af kirkeklokken. Endelig skulle brandredskaberne ved kirken bringes i orden.

 

Basaren.

 For at kunne klare forskellige uforudsete udgifter og prisstigninger, fik kirkekomitéen  amtets tilladelse til at afholde basar og tombola i Østervrå kro de 3 første dage i marts om aftenen - den sidste aften med dans. Basaren blev en succes. Befolkningen sluttede op om kirkebyggeriet, og overskuddet blev 900 kr. netto.

Indvielsen.

Den 7. april modtog komitéen en storstilet bibel fra bispekontoret til Østervrå kirke, og derefter var alt klar til indvielsen, som af forskellige årsager måtte udsættes til den 5. maj 1901. Det var 1. søndag efter St. Bededag, og her indviede biskop Fr. Nielsen  St. Matthæi kirke i Østervrå i overværelse af den stedlige øvrighed, flere præster og en overordentlig talrig menighed. Bagefter samledes ikke så få præster og uniformerede embedsmænd med flere hos de unge folk i Vrågård, som havde leveret jorden til kirken.

Første begravelse.

Den første, der blev begravet på kirkegården, var Anders Nielsen, der var medlem af kirkekomitéen, og som var med til indvielsen. Han døde den 12. maj og blev begravet den 19. maj, og samtidig blev kirkegården indviet.

Ridder af Dannebrog.

Som formand for byggekomitéen havde J. C. C. Nyholm udført et stort og beundringsværdigt arbejde, som fortjente en særlig anerkendelse. Det skete, da provst Haagen Müller den 24. maj 1901 overleverede ham det Dannebrogs hæderstegn, som kongen den 7. maj havde benådet ham med. Overbringelsen skete i overværelse af skolekommissionen, kommunens lærere, sognerådet og kirkekomitéen.

Kirkens første bestyrelse.

Den 26 nov. var der valg til bestyrelsen, hvorved proprietær Andersen, Fjeldgård, og lærer Nyholm valgtes, sidstnævnte som den nye kirkes kasserer.

Efter valget aflagde lærer Nyholm regnskab for byggekomitéen med hensyn til de penge, man på kirkens vegne havde modtaget. Ifølge regnskabet var der et overskud på 32,72kr.

 

Opgaven fuldført.

Det var en ufattelig stor opgave, Østervrå kirkes forkæmpere påtog sig, da de sidst i 1800-tallet blev fortalere for en kirke i Østervrå.

Når sådan et projekt skal gennemføres, viser der sig ofte store vanskeligheder, som først skal overvindes. Sådan forholdt det sig også med kirkeprojektet, hvor kirken skulle have sin plads i en fattig egn, hvis udvikling først lige var begyndt. Til gennemførelse af denne plan krævedes der ildsjæle, og takket være nogle stærke og ihærdige vendelboere lykkedes kirkebyggeriet.

 

Karen Baier