Østervrå kirkes
tilblivelse.
(1899-1901)
Vokseværk.
Helt op i 1880’erne var
Østervrå en ganske lille og ubetydelig landsby, en isoleret verden, præget af
stilstand, men fra midten af 80’erne begyndte der at komme skred i udviklingen
både i og omkring Østervrå.
Under hedens opdyrkning
opstod der nye gårde og husmandsbrug. Udviklingen af landbrugsarealet gav øgede
muligheder for handel og håndværk, og man anlagde chausséen fra Hjørring til
Sæby, en flot, skærvebelagt landevej, der gjorde samfærdslen mere bekvem.
Byen fik posthus, og samtidig
begyndte den direkte postombæring.
I 1892 fik man læge og året
efter dyrlæge. Forretningsdrivende og håndværkere slog sig ned i den voksende
by, og i slutningen af 90’erne oprettedes mejeriet, som trak mange landboere til
byen.
Et brændende
ønske.
Ønsket om en kirke i Østervrå havde været på
dagsordenen i mange år, men det var først i 1890’erne, da byens udvikling tog
fart, at der kom der mere realitet bag drøftelserne.
Kirken
spillede dengang en langt større rolle i folks liv end nu, og det var naturligt
for de fleste at gå i kirke. På en tid, hvor flertallet måtte tage turen til
fods, var vejen til Torslev kirke i al slags vejr dog både lang og besværlig
for beboerne i den vestlige ende af sognet, og da befolkningstallet var stadigt
stigende i by og omegn, rejste der sig derfor et forståeligt krav om at få
bygget en kirke i denne del af sognet.
I
1897 nåede man da endelig efter lange forhandlinger frem til at få fastlagt
kirkens beliggenhed. Modstridende interesser gjorde sig nemlig gældende.
Beboerne syd for åen ville have kirken lagt nærmere mod syd, mens beboerne i
Østervrå ønskede den ind til byen.
Der
blev da indgået et kompromis, hvorefter kirken skulle bygges så langt mod syd,
som den kunne komme for åen. Kravene fra beboerne i den sydlige del blev
yderligere støttet ved, at kirkegården ikke måtte ligge inde ved byen, og
dengang var der ingen, der tænkte på at bygge kirken i byen og anbringe
kirkegården med et tilhørende kapel et andet sted.
Grønt lys
til byggeriet.
Nu
var det første skridt taget. Man ansøgte herefter om tilladelse til
kirkebyggeriet samt økonomisk hjælp, og stor var glæden, da ministeriet den 18.
april 1899 gav grønt lys til den påtænkte kirke og bevilgede 18.500 kr. dertil.
Da der herefter ville blive endnu en kirke at betjene, blev der samtidig givet
tilladelse til, at Torslev sogn fik en kaldskapellan med bopæl i Lendum, der jo
dengang hørte under pastoratet.
De første
tiltag.
Arkitekt
Uldall, Randers, blev kirkens arkitekt, og kirkekomitéen, der skulle forestå
arbejdet, bestod af Vilhelm Andersen, Fjeldgård, Jens Lund Svendsen, Skjerne,
Jens Sørensen, Ø. Koldbro, Anders Nielsen, Gydens hus, J. Jensen, Ramsholt,
samt den initiativrige lærer Nyholm, Østervrå, som blev komitéens formand.
Nu kunne
man gå i gang. Komitéens møder
foregik i den gamle stråtækte skole bag den nuværende frisørsalon på
Hjørringvej 427, og på mødet den 27. juni blev det i henhold til ministeriets
resolution pålagt arkitekten at forsøge at skaffe tilbud fra 3 ham bekendte
driftige håndværkere.
Eftersom
materialerne – mursten, tømmer, cement osv. - var steget ganske betydeligt
siden overslaget blev lagt, viste det sig vanskeligt at få opførelsen af kirken
bortliciteret, så at overslaget kunne slå til. Der indkom kun to tilbud, som
oversteg overslaget så betydeligt, at komitéen ikke turde modtage dem.
Manglen
på kontanter vanskeliggjorde sagen yderligere. Derfor ansøgte komitéen
biskoppen i Aalborg om tilladelse til at få pengene udbetalt i rater, så man
kunne betale håndværkerne løbende og bestride udgifterne ved indkøb af de
forskellige materialer.
På
det omtalte møde traf man aftale med komitémedlem Jens Lund Svendsen om snarest
muligt at få gravet en brønd forsynet med vinde på den påtænkte
kirkegårdsplads.
Indkøb af byggematerialer.
Endvidere
blev der gjort akkord med stenhugger Niels Madsen vedrørende 106 løbende alen
sokkelsten à 2½ kr. pr. alen – leveret på pladsen. Senere på året fik
stenhugger Madsen yderligere leverancen på trappesten til en samlet pris på 125
kr.
(1
alen = 63 cm. Det metriske system blev først indført i Danmark i 1907)
Det
blev en travl dag, for allerede om eftermiddagen kørte arkitekten og 3
komitémedlemmer i hestevogn til Volstrup teglværk for at se på mursten, og
herefter tog de til Sæby for at få en aftale i stand med teglværkets ejer,
fabrikant Hans Aabel. Resultatet af denne rejse blev, at Hans Aabel
forpligtigede sig til - i løbet af vinteren 1899-1900 - at levere ca. 52.000
stk. røde facadesten af lyseste sortering, kørt på arbejdsfjedervogn og leveret på byggepladsen – aflæssede og stablede for 28
kr. pr. tusinde stk.
Endvidere
ca. 78.000 stk. helbrændte, håndstrøgne, flammede mursten (blandet med
tørvesmuld) for 17 kr. pr. 1000 stk., som man selv skulle afhente.
Senere
fik grosserer Chr. H. Nielsen fra Hjørring overdraget leverancen af 36.000 td.
Glatved kalk i løbet af efteråret.
Købskontrakt
på byggegrunden.
Derefter
kunne købskontrakten på kirkegårdspladsen endelig undertegnes den 9. juli 1899
efter flere forudgående forhandlinger med gdr. Th. Chr. Jensen, Vrågård. Prisen
for den 13.150 kvr.alen store parcel var 300 kr. Menighedsrådet fik dog først
endeligt skøde på grunden mange år senere. Thomas Jensen solgte Vrågård til
broderen, Niels Jensen, den 19. november 1903. På det tidspunkt havde
menighedsrådet stadig ikke fået endeligt skøde på grunden. Det udstedte Niels
Jensen den 21. juli 1917.
Bygmester
Knudsen antages.
Kirken
stod stadig uden bygmester. Dette problem måtte snarest løses, og fra den
22.-24. juli var lærer Nyholm derfor på rejse til København, hvor han opsøgte
en kontorchef i kirkeministeriet angående tilladelse til at antage bygmester Christen
Knudsen som entreprenør.
Han
fik tilladelsen, og så kunne man for alvor gå i gang. Allerede den 31. juli
udleverede man konditioner
og beskrivelse til C. Knudsen, som lovede at opsætte et bræddeskur på
byggepladsen i den kommende uge. Skuret skulle tættes med tagpap.
Det
blev en barak til brug for de arbejdende håndværkere med plads til opbevaring
af forskelligt materiale samt et særligt rum som kontor for arkitekten, når han
var på pladsen. Desuden var der køkken og spiserum. Bygmester Knudsens
svigerinde Petrine Mikkelsen, Horne, forestod madlavningen.
Håndværkerne.
Murermester Laurits
Andersen, Østervrå, fik murerarbejdet i
entreprise af bygmester C.
Knudsen, der var uddannet snedker og tømrer -
og altså ikke murermester. Laurits
Andersen er
også kendt for byggeriet af Morild kirke. Christen
Nielsen, Stabæk, der på det tidspunkt var i lære hos Knudsen, udvandrede senere
til U.S.A., men rejsen derover blev meget dramatisk. Efter ni døgn i en
redningsbåd overlevede han mirakuløst den danske amerikadamper ”Norge”s frygtelige forlis
den 28. juni 1904, da den grundstødte - ved Helene-revet nær klippeøen Rockall
ved Skotland. Skibet sank i løbet af 20 minutter. Det var en af de største
ulykker i europæisk skibstrafik, inden ”Titanic” forliste otte år senere. Af de
omkring 800 ombordværende blev der kun reddet ca. 150.
Under
navnet Chris Nielsen startede Christen en ny tilværelse i U.S.A. Det gik ham
godt. Han byggede huse, fik sit eget firma og vedblev at arbejde, til han var
over 90 år. Åndsfrisk til det sidste døde han i 1982 som 97-årig i Albert Lea i
Minnesota efter 78 år i Amerika. Den grufulde oplevelse i 1904 gjorde
imidlertid, at Chris Nielsen var meget imod at sejle til Danmark, og med
undtagelse af rejsen hjem til forældrenes guldbryllup i 1924 blev de mange
senere hjemrejser foretaget med fly – sidst i 1970.
Måske
findes hemmeligheden bevaret i kirkens sokkel. Da Stokbro gamle skole blev
revet ned, fandt man nemlig en flaskepost i soklen. Der lå et papir, hvor
bygmester Knudsen havde nedskrevet navnene på alle de håndværkere, der havde
medvirket ved byggeriet. Denne flaskepost befinder sig nu på Historisk museum i
Hjørring.
Bygmester
Knudsens tilbud.
Onsdag
den 13. september 1899 forelå murermester Christen Knudsens tilbud om opførelse
af Østervrå kirke til en samlet sum af 11.710 kr. Dermed ville ministeriets
overslag på de samlede udgifter på 18.500 kr. ganske vist blive overskredet med
100 kr., men da det var urealistisk at få prisen længere ned, fremsendte
komitéen samme dag tegninger, overslag og andre vedkommende papirer til
ministeriet. Samtidig anmodede man om ministeriets godkendelse af det modtagne
tilbud, hvilket senere skete.
Byggeriet
går i gang.
Allerede
dagen efter afsatte arkitekt Uldall grunden til kirken, og den 7. november var
betonstøbningen og fundamentet færdiggjort.
Byggeriet
lå derefter stille, men i løbet af vinteren var der stor travlhed på
entreprenørens værksted, hvor der bl.a. blev fremstillet 28 stolestader, en
prædikestol samt døre og dørkarme. Tømmer, gulvfliser og andet materiale
afhentede man på Hørby station.
Døbefonden.
Den
17. februar 1900 anmodede byggeudvalget arkitekt Uldall om at udfærdige en
tegning til en døbefont og indlevere den til grosserer Hammerich i Århus, hvis
firma skulle stå for udformningen. Resultatet blev en døbefont i sort, norsk
marmor, men den aftalte pris på 200 kr. holdt ikke. Slutprisen blev 230 kr.
Nedlæggelse
af grundsten og rejsegilde.
3
måneder senere, den 15. maj 1900, kom det store øjeblik, da provst
Haagen-Müller, Albæk, kunne nedlægge grundstenen ved en lille højtidelighed, og
den 27. juli blev kransen blev rejst på Østervrå Kirke.
Undervisningsvæsenets
gave til kirken.
Alt
gik planmæssigt, og da byggeriet nærmede sig sin afslutning, sendte lærer
Nyholm den 18. september 1900 et brev til kirke- og undervisningsvæsenet, hvori
han underdanigst forespurgte, om den kalk og disk, som ministeriet i sommeren
1898 havde lovet at stille til disposition for kirken i Østervrå, snart kunne
forventes tilsendt.
Kalken og disken
i sølv er fra 1716 og stammer fra et af flådens skibe. I 16- og 1700-tallet var
der ansat mange gejstlige i flåden til at udføre kirkelige handlinger – således
også uddeling af nadverens sakramente. Efterhånden som flådens skibe blev
hugget op, endte de kostbare sølvgenstande i hovedmagasinet på Holmen, hvor de
blev opbevaret, til kulturministeriet i 1894 fik bemyndigelse til at skænke dem
til kirker, der savnede midler til at anskaffe et passende alterudstyr. Kirken
i Østervrå opfyldte dette krav, og på den måde kom noget fint og fornemt
altersølv kirken i hænde.
Komitémøde
i september.
Efteråret nærmede
sig. Nu gjaldt det om at komme i gang med anlæggelsen af kirkegården, og den
30. september blev der derfor truffet aftale med gartner Carl Hansen ang.
beplantning af kirkegården, mens det blev overdraget C. Jensen, Ravnsholt, at
sørge for indkøb af granspær til hegn omkring kirkegården. Kulegravningen blev
bortakkorderet, og man besluttede at anskaffe en kakkelovn til 230 kr. Endelig
aftalte man, at der skulle anbringes årstal på vestenden af kirken.
Provstesyn.
Midt i november 1900
afholdtes der ekstraordinært provste-afleveringssyn. hvor komitéen fik påbud om
at
1. indhegne kirkegården yderligere med en ca. 2 fod høj
trådfletning med vide masker,
2. hvidte eller male kakkelovnen i samme farve som væggene,
3. afbalancere kirkeklokken,
4. fernisere gulvene i koret og stolene snarest muligt,
5. påmale brønden på kirkegården med: ”Kun til gravene,”
6. påmale kirkebøsserne med: ”Til de fattige,”
7. udfærdige et kort over kirkegården og inddele arealet i
rektangler på ca. 400 alen,
beregnet til 4 voksengrave,
8. forsyne kirkegården med de fornødne gange og gruse dem,
9. anskaffe en gravstedsprotokol og nummererede gravpæle,
10. skaffe
de fornødne gravrekvisitter f.eks. spade, 4 skovle, reb, brædder m. m.,
11. pålægge
kirketiende-ejeren at anskaffe 2 autoriserede kirkebøger, når et bestemt
kirkedistrikt
omkring
Østervrå kirke var blevet udskilt,
12. anskaffe manglende kirkeinventar:
2
mindre alterkander eller 1 større, 1 dåbskande af tin eller andet metal, 1
oblatæske af porcellæn eller lign., 2 á 3
dåbshåndklæder,
1 storstilet bibel, 2 storstilede salmebøger med tillæg, 1 alterbog
, de nye tekster og kollekter
og det nye
brudevielsesritual, 2 koralbøger samt alterlys og lyseslukker.
Forskellige priser.
Som bygmester skulle Christen
Knudsen sørge for at skaffe inventar til kirken, og i hans lommebog stod der bl.a.
flg. priser opført: dåbsfadet: 50 kr., klokken 300 kr., 2 kirkebøsser: 10 kr.,
knæskamlen: 12 kr., knæfaldet: 28 kr., og prisen for grundstenen var 14 kr.
Byggeriet afsluttes.
Den 19. november 1900 - 14
mdr. efter påbegyndelsen af byggeriet – stod kirken i Østervrå færdig.
Allerede samme dag blev der
afsendt brev til branddirektør Calundan i Sæby ang. kirkens assurance, og den
24. november var kirken assureret for 20.430 kr. i ”Danmark” og det løse
inventar for 526 kr.
Østervrå kirkedistrikt.
Nu ventede man på at få
fastlagt kirkedistriktets grænser, og den 7. jan. 1901 modtog man da endelig en
skrivelse fra ministeriet, hvori det godkendtes, at grænserne for Østervrå
kirkedistrikt mod syd og vest - hvor det støder op til sognene Skæve, Jerslev
og Tårs – skulle dannes af sogneskellet, mens grænserne mod nord og øst - over
for den øvrige del af Torslev sogn – skulle dannes af følgende steder:
Tranholm, Aalborggård, Gjersholt, Lindenborg, Øster Mølbak, Vester Mølbak,
Mølbakhus, Bødkergårdshus, Theasminde og Ormholthus.
Det afsluttende provstesyn.
Efter et afsluttende
provstesyn i februar var kun følgende tilbage:
anskaffelse af 1
kommunionbog, færdiggørelse af kirkegårdslågen, indsættelse af knager til hatte
og huer i herrestolene samt anbringelse af guldfrynser om pulten på prædikestolen
og afbalancering af kirkeklokken. Endelig skulle brandredskaberne ved kirken
bringes i orden.
Basaren.
For at kunne klare forskellige uforudsete
udgifter og prisstigninger, fik kirkekomitéen amtets tilladelse til at afholde basar
og tombola i Østervrå kro de 3 første dage i marts om aftenen - den sidste
aften med dans. Basaren blev en succes. Befolkningen sluttede op om
kirkebyggeriet, og overskuddet blev 900 kr. netto.
Indvielsen.
Den 7. april modtog komitéen
en storstilet bibel fra bispekontoret til Østervrå kirke, og derefter var alt
klar til indvielsen, som af forskellige årsager måtte udsættes til den 5. maj
1901. Det var 1. søndag efter St. Bededag, og her indviede biskop Fr. Nielsen St. Matthæi
kirke i Østervrå i overværelse af den stedlige øvrighed, flere præster og en
overordentlig talrig menighed. Bagefter samledes ikke så få præster og
uniformerede embedsmænd med flere hos de unge folk i Vrågård, som havde leveret
jorden til kirken.
Første begravelse.
Den første, der blev begravet
på kirkegården, var Anders Nielsen, der var medlem af kirkekomitéen, og som var
med til indvielsen. Han døde den 12. maj og blev begravet den 19. maj, og
samtidig blev kirkegården indviet.
Ridder af Dannebrog.
Som formand for byggekomitéen
havde J. C. C. Nyholm udført et stort og beundringsværdigt arbejde, som
fortjente en særlig anerkendelse. Det skete, da provst Haagen Müller den 24.
maj 1901 overleverede ham det Dannebrogs hæderstegn, som kongen den 7. maj
havde benådet ham med. Overbringelsen skete i overværelse af skolekommissionen,
kommunens lærere, sognerådet og kirkekomitéen.
Kirkens første bestyrelse.
Den 26 nov. var der valg til bestyrelsen, hvorved proprietær
Andersen, Fjeldgård, og lærer Nyholm valgtes, sidstnævnte som den nye kirkes
kasserer.
Efter valget aflagde lærer
Nyholm regnskab for byggekomitéen med hensyn til de penge, man på kirkens vegne
havde modtaget. Ifølge regnskabet var der et overskud på 32,72kr.
Opgaven fuldført.
Det var en ufattelig stor
opgave, Østervrå kirkes forkæmpere påtog sig, da de sidst i 1800-tallet blev
fortalere for en kirke i Østervrå.
Når sådan et projekt skal
gennemføres, viser der sig ofte store vanskeligheder, som først skal
overvindes. Sådan forholdt det sig også med kirkeprojektet, hvor kirken skulle
have sin plads i en fattig egn, hvis udvikling først lige var begyndt. Til
gennemførelse af denne plan krævedes der ildsjæle, og takket være nogle stærke
og ihærdige vendelboere lykkedes kirkebyggeriet.
Karen Baier