Østervrå
kirke 100 år.
Lørdag den 5. maj 2001.
I slutningen af 1800-tallet var der brug for at få
bygget kirker mange steder. Alene i Vendsyssel blev der bygget 20, og St. Matthæi kirken i Østervrå blev en
af de første.
Navnet St. Matthæi vandt dog aldrig indpas. Det blev slet og ret til
Østervrå kirke, og det passer jo også noget bedre til danske forhold.
Kirken er bygget i enkel senromansk stil af røde mursten med cementbånd. Oprindelig
var kirken uden tårn, men over skibets vestende sad
der en lille ottesidet tagrytter med et spir, hvor
klokken var ophængt.
Den 27. maj 1901 blev også en
af kirkens historiske mærkedage. Her blev de første børn døbt, to piger og en
dreng, som fik navnene Johanne Jensen, Elna Pedersen og Jens Chr. Thisted.
Kirkekomitéens arbejde var
stadig ikke afsluttet. Det skete først den 26 nov., da
proprietær Andersen, Fjeldgård, og lærer Nyholm valgtes til bestyrelsen,
hvorefter lærer Nyholm aflagde regnskab for komitéen med hensyn til de penge,
man på kirkens vegne havde modtaget. Ifølge regnskabet var der et overskud på
32,72 kr., så komitéens medlemmer kunne ånde lettet op og med rette være
stolte.
Østervrå kirkes første
sognepræst, H.G. S. Jensen, blev kaldet til det daværende Torslev-Lendum
sogn den 12.-12.-1900 og kom således til Torslev sogn
ca. ½ år, før kirken i Østervrå indviedes. Han virkede i sognet til 1936 og
blev i 1909 udnævnt til provst for Dronninglund herred.
De andre præster, der virkede
i sognet de kommende 25 år, var pastor Bøggild, der blev ansat 2 måneder efter
indvielsen og blev her til 1909, pastor Holm fra 1909-14, pastor Berg fra
1914-16 og pastor Mogensen fra 1916-24. Fra 1924 til oktober 1925 var der ingen
kapellan ansat, men den 25. oktober 1925 kom den unge pastor Hunnerup hertil, efter at han 2 dage forinden var blevet
ordineret i Aalborg Domkirke.
25-årsjubilæet markeredes af
beboerne i Østervrå og omegn ved flagning fra så godt som hver eneste
flagstang. Om aftenen var der gudstjeneste i kirken, hvor alle siddepladser var
optaget. Derefter var der fælles kaffebord på hotellet, hvor et lille hundrede
beboere deltog, men tilslutningen ville sandsynligvis have været betydelig
større, hvis regnvejret ikke havde forhindret folk i at tage ud.
I kirken, der var smukt
pyntet med bøgeløv og påskeliljer, lededes
gudstjenesten af provst Jensen.
Efter indgangsbønnen samt
salmerne: ”Ånd over ånder” og ”Kirken den er et gammelt hus” besteg pastor Holm
prædikestolen og prædikede ud fra ordet: ”I min Faders hus er der mange
boliger”, og han sluttede sin prædiken med at udtale: Denne kirke har sikkert
været til mere velsignelse, end vi kan skønne.”
Så fulgte salmen ”I Herrens
hus er godt at bo”, hvorefter pastor Hunnerup
prædikede ud fra Davids 121. salme.
Så kom turen til provst
Jensen, der prædikede over Davids 84. salme, og efter afsyngelse af salmen
”Hyggelig, rolig” lyste provsten velsignelsen over menigheden. Dermed var den
smukke og stemningsfulde gudstjeneste forbi.
Ved kaffebordet på Hotellet
bød provst Jensen velkommen, og man sang ”På Jerusalem det ny”. Derefter
fremdrog provsten minder fra kirkens historie, og her er et uddrag af provstens
tale:
”Som kirkesangere i de 25 år
havde vi lærer Nyholm til 1906, og fra 1906 til nu har vi haft lærer Nielsen.
De har begge udfyldt deres plads på en smuk og værdig måde.
Organisterne har været: Clemen Christensen, nu Sæby, C. A. I. Larsen, Skørping, og
lærer Hansen.
Kirkens første ringer var
Niels Højbjerre, efter ham kom Chr. Nielsen, Niels Klausen og Morten Krogh.
Kirkeværgerne har været:
lærer Nyholm, lærer Nielsen, J. C. Frost og Henrik Nielsen. De har altid haft
omsorg for og gerne villet pynte kirken.
Vore midler var i begyndelsen
små, og vi måtte gå ad frivillighedens vej, men der blev altid givet meget og
givet godt, så vi fik efterhånden vor fattige kirke smykket.
Fabrikant Søren Nielsen,
Stenskrog, pyntede for os til jul i flere år, og han har foræret os den smukke femarmede lysestage, der står på alteret. Vi fik pulpitur
og orgel, vi fik lysekroner, hvor der viste sig meget stor offervillighed; vi
fik løber op ad kirkegulvet og tæppe både foran og bag ved alterskranken.
Vi savnede et ligkapel. Så
kom Håndværker- og borgerforeningen os til hjælp. Vi fik en ny stald og takker
sognerådet herfor.
Vor kirkegård blev for lille,
og vi fik den udvidet. Vor kakkelovn blev for dårlig, og vi fik centralvarme.
Der har været vist velvilje fra alle sider.
Vi har i udsigt dette at få
et nyt alterbillede. Vi samler ind en gang om året og har omkring 500 kr., men
det er jo for lidt endnu. Jeg er nu ikke helt sikker på, at jeg ønsker at få
dette i min tid. Jeg synes i grunden, det hele er så afstemt i kirken og virker
så tiltalende, hyggeligt og roligt.
Kirkeværgen, Henrik Nielsen,
korrigerede lidt senere provsten, der havde glemt at nævne, at kirken også fik
en alterdug, som lærerinde frk. Rottbøll havde
broderet.
Blandt de øvrige talere var
Niels Hejslet, der takkede menighedsrådet for festen
og ligeledes rettede en tak til hotelværten Niels Højbjerre, fordi han havde
pyntet så smukt til denne aften.
Det smukke samvær sluttede
med en kort andagt af provst Jensen, hvorefter forsamlingen sang: Alt står i
Guds Faderhånd.
Det første
menighedsrådsvalg efter kirkebyggeriet blev afholdt den 16.dec.1903, men der
var fortsat kun ét menighedsråd for Torslev sogn.
Et år senere bad
menighedsrådet husmand og bypost Niels Clausen, Agerdal, om fortsat at stå for indfyringen og besluttede
samtidig, at formanden og sekretæren for fremtiden bestemte, hvornår kirken
skulle opvarmes.
Niels Clausen efterfulgte
Niels Højbjerre som ringer ved Østervrå kirke den 1. juni 1905 for et vederlag
af 60 kr. årlig, og fra januar 1906 passede han også rengøringen m.m. i kirken.
Lønnen for rengøringen fastsattes til 30 kr., og den sum ville derefter blive frataget førstelærerembedet,
som rengøringen hidtil havde hørt under.
Fra 1908 var Niels Clausen
tillige lygtetænder i Østervrå, så han må have været en flittig mand.
Diskussioner vedrørende
indførelse af en ny salmebog er ikke af ny dato. Det spørgsmål var også til
debat i 1905, og i Torslev sogn vedtog man at
fortsætte med den gamle salmebog ved kirkesangen, men samtidig ville man i
nummertavlerne bekendtgøre salmernes nummer efter den nye salmebog, såfremt
salmerne forekom deri.
I december måned 1912
fastsattes flg. aflønninger:
kirkesanger, førstelærer S.
Nielsen, Østervrå skole: 400 kr., kirkebylæreren
sammesteds 50 kr., organisten, andenlærer Larsen,
Østervrå skole: 400 kr.
For orgelspil uden for de
anordnede gudstjenester skulle der til menighedsrådets kasse erlægges 10 kr.
pr. gang, hvoraf organisten fik 7 kr. og bælgtræderen
3 kr.
For bælgtræderen
ved de anordnede gudstjenester: 75 kr. og for ringning: 100 kr. Rengøring af
kirken 75 kr. og fyring i kirken: 75 kr.
Til medvirken ved udførelsen
af kirkelige handlinger på søgnedage eller om søndagen uden forbindelse med
gudstjenesten skulle der ydes flg. vederlag til førstelærer Nielsen: 200 kr. +
259 kr. – til udbetaling 11. juni og 11. dec. hvert år.
8 år senere foreslog Stiftsøvrigheden
at yde organisterne ved Torslev og Østervrå kirker
hver et årligt vederlag på 150 kr. til medvirken ved orgelspil i kirken uden
forbindelse med gudstjenester – dog sådan, at den fastsatte betaling på 10 kr.
for orgelspil i anmeldte øjemed for hver gang skulle fastholdes.
Menigheden må efter al
sandsynlighed have klaret sig uden orgel de første år, for andenlæreren
Clemen Christensen, der kom til Østervrå i 1914 blev
kirkens første organist. Han har betjent et ”stueorgel”, for der kom først
pulpitur og orgel til i 1920, da kirken blev restaureret. Dette orgel havde
blæsebælg, som blev trådt af ringeren eller hans kone, og de måtte passe på at
træde stabilt, for man kunne tydeligt høre, når orglet fik åndenød.
Ved samme lejlighed fik man
messinglysekroner i kirkeskibets loft, og der kom løber op ad kirkegulvet samt
tæppe både foran og bag ved alterskranken.
Samme år fik man bygget et
længe savnet ligkapel samt en ny stald.
Grundet de økonomisk
vanskelige år henstillede sognerådet den 21.-11.- 1921 til, at man ved begge
kirker nedsatte kirkesanger- og organistlønnen fra
400 kr. til 300 kr. og de øvrige kirkebetjeningslønninger i passende forhold.
Nu har lønnedgang aldrig været en populær sag, og anmodningen blev da også
venligt men bestemt afslået under henvisning til, at sognerådet, som jo havde
langt rigere lejlighed til at beskære udgifter - f.eks. til skolevæsenet -
endnu intet havde foretaget sig.
Lønnedsættelsen kom aldrig siden på tale.
I 21 år havde de to kirker i Torslev sogn fælles menighedsråd, men efter en skrivelse
fra kirkeministeriet vedtog menighedsrådet den 14. august 1922 at foreslå flg.
grænse mellem Torslev og Østervrå kirkedistrikter,
der herefter skulle have hver sit menighedsråd på 7 medlemmer:
Vejen nordfra, som kommer fra
Løth og går forbi Kobberholm, Trinkjær, Langodde og Nørkjær
gennem Søholt forbi Gjersholt, Lindholm over
landevejen mellem Bødkergårds hus og Theasminde forbi
Ormholt-smeden ud til Ormholt
og derfra nord og vest om Ormholt ud til grænsen med
Skæve.
Herefter var der to
ligeværdige menighedsråd i Torslev sogn.
Da den gamle ringer, Niels
Klausen, stoppede efter 17½ år , antog man den
27.-1.-1923 Morten Christensen fra Tårs med en prøvetid på et år, og efter
prøvetiden vedtog man, at han skulle have 150 kr. for renholdelse af alle
kirkegårdens gange og læplantninger.
Morten Christensen fortsatte
ved Østervrå kirke til sin død i sommeren 1933, hvor han efterfulgtes af Jens Peter
Nielsen, Ormholtvej 3, som stadig huskes af mange.
I nogle år havde man drøftet,
om man skulle tillade kvindelige præster i den danske folkekirke, og i 1924
ønskede kirkeministeriet at lodde stemningen. Derfor blev landets menighedsråd
anmodet om at tage stilling til spørgsmålet.
Den 4.-12.-1924 foregik
afstemningen i Østervrå
i henh. t. kirkeministeriets cirkulære om kvindelige præster, og
der stemtes om flg.:
Kan menighedsrådet tiltræde,
at der ved lov gives kvinder adgang til a) alle kirkelige embeder og b)
kirkelige embeder ved straffeanstalter, fødselsstiftelser og hjem særlig for
kvinder?
Resultatet af afstemningen
var:
a)
1 for og 6
imod
b)
3 for og 4 imod.
Det pågældende menighedsråd
bestod af tandtekniker Eleonora Nielsen, Johanne Stenskrog, provst Jensen,
missionær M. Sørensen, strikker og manufakturhdl. H.
Nielsen, gdr. Jens Jensen, Ramsholt, og gdr.
Andreasen, V. Søndergård.
Den gamle kakkelovn havde
aldrig været i stand til at opvarme kirkerummet tilstrækkeligt, så om vinteren
var gudstjenesterne ofte en kold oplevelse. Derfor var det et stort fremskridt
og til glæde for mange, da man i 1925 installerede et centralvarmeanlæg.
Alt forsatte nu ved det
gamle, indtil kirken i 1934 efter anmodning fra sognerådet afstod et lille
hjørne af den nordvestlige side af kirkegårdens læplantning
til omregulering og udvidelse af vejen fra Østervrå omkring kirkegårdshjørnet
og sydpå. Til gengæld lovede sognerådet at opsætte et hegn af grantræskaller eller tynde granstammer.
Helt op til 1934 benyttede
man fælleskalk ved altergangen.
På et fælles
menighedsrådsmøde for Torslev og Østervrå på Østervrå
hotel drøftede man spørgsmålet om indførelse af særkalke
(alterbægre) ved altergang i begge kirker. Det aftaltes at afholde
menighedsrådsmøde i henholdsvis Thorshøj og Østervrå
om sagen, hvorefter man hver for sig ville tage endelig stilling.
På det efterfølgende møde i
Østervrå den 14. dec. 1934 vedtog man at indføre særkalke
i Østervrå kirke, men således at de, der måtte ønske det, kunne gøre brug af
fælleskalken.
Man kom et nyt alterbillede
nærmere, da menighedsrådet i juli måned 1947 mødtes med kgl. bygningsinspektør Teschl fra Frederikshavn, kunstmaler Svend Engelund, Vrå,
og kirkemaler Madsen, Aalborg. På dette møde vedtog man at lade Svend Engelund
male et alterbillede til en pris af 2.500 kr. Rammen dertil ville Snedkermester
Friismose, som var medlem af menighedsrådet, skænke
kirken.
Altertavlen i Østervrå, som
blev færdig i 1948, var Engelunds første kirkelige arbejde. Den var trefløjet
efter ønske fra Teschl, og de fremtrædende farver
grønlige og gullige. Motivet i midten var den blodsotige
kvinde, der kysser Jesu kjortel. Til venstre på den ene fløjtavle var motivet
englens bebudelse og til højre på den anden - opstandelsen.
Den tidligere alterudsmykning
med det forgyldte kors fik plads i ligkapellet, dog uden baggrunden med
ornamentik og monogrammer.
Da der igen var pladsmangel
på kirkegården, forhandlede man den 24. okt. 1947 med sognefoged Johannesen, Vrågård, om køb af en parcel til udvidelse af Østervrå
kirkegård. Parcellens størrelse var 7436 kv.alen, og
man enedes om en pris af 3.300 kr. For at klare denne udgift tegnede man et
obligationslån på 4000 kr.
Kirkens 50-års jubilæum
nærmede sig, og menighedsrådet besluttede at fejre denne begivenhed søndag den
6. maj 1951 med gudstjeneste i kirken ved biskop
Under kaffen talte provst
Hindsholm, Albæk, og fremhævede betydningen af at have en kirkebygning. Andre
talere var missionær Jensen samt provstinde Jensen, der takkede for de 22 år i Torslev og fremdrog en række smukke minder fra sin afdøde
mand og fra sit eget virke i Torslev sogn.
Pastor Christensen, Lendum,
afsluttede den smukke aften.
Efter
provst Jensens død i 1936 blev Jens Christian Henrik Lentz
den 10. juni 1937 sognepræst for Torslev sogn. I hans
tid skete der et brud med traditionen, da rådet den 3. dec. 1945 konstituerede
sig med lokomotivfører Jørgensen som formand efter lodtrækning mellem pastor Lentz og Jørgensen. Fra nu af tilfaldt formandshvervet en
repræsentant fra de folkevalgte.
Kirkegården blev igen
udvidet i 1947, da menigheden henvendte sig til ejeren af Vrågård,
sognefoged N. A. Johannesen, om køb af en parcel på 7436 kv.
alen til udvidelse af kirkegården. Prisen var 3300 kr.
I 1957 blev der anlagt en
flisebelagt gangsti fra skolen og ud til kirken, og to år senere blev
parkeringsforholdene ved kirken reguleret og stalden nedrevet og opført på ny i
mindre stil i parkeringspladsens sydøstlige hjørne.
Efter 34 års tjeneste ved
Østervrå kirke måtte den gamle ringer, Peter Nielsen, i 1967 tage sin afsked
pga. af dårligt helbred. I den anledning holdt menighedsrådet afskedsfest for
ham og hans kone, og formanden for menighedsrådet, købmand Erik M. Nielsen,
takkede Peter Nielsen for lang og tro tjeneste ved Østervrå kirke og bemærkede,
at kirken i hans tid var blevet holdt i mønsterværdig orden. Derefter blev der
overrakt parret en gave fra menighedsrådet. Ved samme lejlighed bød formanden
efterfølgeren, Kaj Pedersen, velkommen.
Pastor Schødt
var til stede for første gang ved menighedsrådsmødet den 29. marts 1968, hvor
der blev rettet en tak til skoleinspektør Bramsen for en dygtig og værdig
optræden som kirkesanger i ca. 10 år. Bramsen ønskede at trække sig tilbage, og
der var almindelig enighed om at ansætte vognmand Chr. Andersen, Østervrå, som
kirkesanger fra 1. april 1968.
Et nyt tårn havde været på
dagsordenen i flere år, og i foråret 1969 blev kirkens gamle spir blev taget
ned, og byggeriet af tårnet kunne begynde. Det
En ny klokke blev ophængt i
tårnet, og som endnu en del af den omfattende restaurering installeredes der et
nyt orgel til ca. 100.000 kr. som erstatning for det gamle fra 1920.
Det nye orgel blev rykket
frem på pulpituret, så der blev plads til 30 nye stole, og der blev lagt kokos
på gulvet og kokosløber på trappen op til orglet samt på gulvet i dåbsværelset.
Angående kirkens genåbning
vedtoges det at holde en festgudstjeneste samt middag på Østervrå kro efter
gudstjenesten, hvortil man indbød arkitekt Teschl,
provst Steen, Sæby,
samt håndværksmestrene, alle med ægtefæller.
Søndag den 30. nov. genåbnede provsten kirken, der havde været
lukket siden april. Til genåbningen havde kirken modtaget en smuk gave, en
messehagel, skænket til minde om Chr. Knudsen, kirkens bygmester. Kirken var
smukt pyntet og fyldt til sidste plads.
Provst Steen prædikede ud fra
søndagens tekst, Lukas evangeliet kap. 4 fra 16. vers, og i en efterfølgende
tale ønskede provsten, at menigheden måtte få glæde af nyanskaffelserne til
kirken, og han fortsatte med ordene: ”Den nye klokke lader sin klang lyde ud
over egnen for at kalde til gudstjeneste i Guds hus”.
Kirkens 75-års jubilæum blev
holdt ons. den 5. maj 1976 med deltagelse af biskop Henrik Christiansen og
provst Steen. Biskoppen prædikede ved
festgudstjenesten kl. 19.30, og derefter var menigheden var indbudt til kaffe
på kroen. Menighedsrådets gave til kirken var den syvarmede lysestage, som fik
sin plads midt på alteret i stedet for den femarmede,
der nu står ved døbefonten og er tændt ved barnedåb.
Kirkegården har løbende været
under omforandring. I begyndelsen af året 1972 var graver Kaj Pedersen til
stede for at deltage i punktet: modernisering af kirkegården på sydsiden af
kirken. Der forelå en tegning fra Bent Christensen, Dronninglund og resultatet
blev det nuværende smukke anlæg i terasser.
Den 20.-3.-1975 holdt
menighedsrådet møde i Østervrå-hallen sammen med
Svend Ole Andreasen, Vrågård, for at få et tilbud på
jord til en ny skovkirkegård. Man enedes om en pris på 12 kr. pr. kv.m., og Svend Ole Andreasen fik tilladelse til at dyrke
jorden vederlagsfrit, indtil kirken skulle gøre brug af jorden.
Godkendelsen fra
stiftsøvrigheden til køb af jord til kirkegården kom den 13.-1.-1976 med tilbud
om et lån på 63.000 kr. Der skulle snarest ordnes en udstykningsplan og skrives
skøde på jorden, og i februar afsatte landmåleren grunden til den nye
kirkegårdsjord.
I slutningen af 1976 var
graver Morberg Madsen fra Brønderslev indbudt til
menighedsrådsmødet og fremviste tegninger til den nye kirkegård. På mødet
forklarede han endvidere mødedeltagerne en del med hensyn til planter og
plantning.
Som sidste punkt i
forarbejdet til skovkirkegården samledes menighedsrådet i juni måned 1977 kl.
18.30 ved kroen for at køre til Brønderslev kirkegård for at se byens nyanlagte
kirkegård sammen med anlægsgartner Arne Christensen, graver Kaj Pedersen og planteskoleejer Rasmussen, Dybvad, og herefter gik man i
gang med det store projekt: anlæggelsen af skovkirkegården. Resultatet har til
fulde stået mål med forventningerne.
Skovkirkegården blev indviet
allehelgensdag den 4. nov. 1979, og den første begravelse fandt sted den 19.
januar 1980. I maj 1983 blev der afsat et område på den nederste del af
skovkirkegården til de ukendtes gravplads.
I 1979 tog man fat på en
fuldstændig omlægning af den gamle kirkegård, så at gravstederne kunne komme
til at fremtræde smukt. Man erstattede hækkene langs gangene med
granitkantsten, og afgrænsningen mellem gravstederne blev tilplantet med nye
hække i flere forskellige sorter, for at det hele ikke skulle blive ens.
Omlægningen omfattede to rækker grave om året, og da arbejdet var færdigt,
havde hele området fået en ny karakter.
Ved et usædvanligt frækt
tyveri natten mellem den 6. og 7. maj 1984 forsvandt det kostbare altersæt fra 1716, bestående af alterkalk og disk i sølv.
Desuden stjal tyven en alterkande i messing fra århundredskiftet.
Gerningsmanden fik
tilsyneladende dårlig samvittighed, for senere på måneden blev de stjålne
genstande leveret uskadte tilbage. Graver Kaj Pedersen fandt dem en morgen i en
plasticpose, som var anbragt inden for kirkegårdslågen, og alle var
selvfølgelig glade og lettede over, at de værdifulde ting var kommet tilbage
uden skrammer og buler.
I perioden 1918-1926 virkede
Carl Larsen (1918-1922) og Emil Hansen (1922-1926) som organister ved Østervrå
kirke.
Organiststillingen, der pr.
tradition var knyttet til andenlærerembedet, havde
fra 1926 været bestridt af
lærer Holger Sørensen, som pga. sygdom måtte opgive i 1951, og
herefter antog man organister uden for skolevæsenet.
Fra december 1952 og nogle år
frem blev forholdene på organistområdet lidt turbulente. Lærer Gaardmark, der startede som organist ved kirken i sommeren
1952, blev ikke længe i jobbet. I december samme år måtte han nemlig overtage
distriktssangen efter lærer Christensen, der af helbredsgrunde havde søgt om
fritagelse for kirkesangerhvervet i Østervrå. Derefter overtog fru Lentz orgelspillet som vikar.
Lærer Bramsen blev i 1957 ansat
som kirke- og distriktssanger ved Østervrå kirke. Samtidig antog man hans kone,
Anni Bramsen og Johanne Andersen, missionshuset. De skulle deles om
organiststillingen, men da Anni Bramsen stoppede i 1954, fik Johanne Andersen
stillingen. Nu kom der endelig
stabilitet på området.
Fru Andersen holdt op som
organist den 31. dec. 1989 efter at have haft hvervet i 35 år. Samtidig
stoppede ægtefællen Chr. Andersen som kirkesanger efter 22 år.
120 deltog i afskedsfesten
for ægteparret i Thorshøj selskabslokaler. Festen
indledtes med at synge nogle af Christian Andersens yndlingssalmer, hvorefter
medlemmer af blæsergruppen Sæby Musikkorps underholdt selskabet. Da ordet blev
frit, var der adskillige, der benyttede lejligheden til at takke parret for
deres mangeårige virke ved Østervrå kirke.
Kirkens nye organist blev
Else Pedersen, Østervrå, mens Johannes Højen, Gærum,
blev ny kirkesanger.
Det vil føre alt for vidt
at nævne de skiftende rådsmedlemmer gennem tiden. En undtagelse er dog Magnus
Stenskrog, der kom ind ved menighedsrådsvalget i 1945 og stoppede den
17.-11.-1980 efter 35 års arbejde, heraf de sidste 31 år som næstformand. Hans
betydning for Østervrå kirke kan ikke overvurderes.
I nov. måned 1990 modtog
Østervrå kirke en fornem gave - en smuk messehagel - af hans enke, Marie
Stenskrog. Kirkens messehagler gik desværre alle til ved den senere kirkebrand.
Efter krav fra
Kirkeministeriet og Graverforeningen opførte man i 1992 et ”velfærdshus”
til personalet ved Østervrå kirke. Det
nye hus blev indrettet med kontor, bad og toilet til personalet og desuden et
offentligt toilet til besøgende. Med tilliggende udenomsfaciliteter
som fx en stor garage kostede det 900.000 kr. at opføre huset.
Af nyere begivenheder skal
kort nævnes kirkebranden den 21. 11. 1994, hvor Svend Engelunds uerstattelige
altertavle gik til, restaureringen og den nye udsmykning, anskaffelsen af det
fornemme 16-stemmige orgel samt genåbningen og genindvielsen af kirken den 24.
marts efter et års lukning. Efter procession til alteret med de hellige kar og
bøger holdt biskop Lodberg Hvas festgudstjenesten.
Søndag den 16. juli 1995
måtte menigheden tage afsked med deres sognepræst gennem 16 år, Anders Bendsen,
der tiltrådte et embede på Sjælland, og den 3. november samme år, blev
Det sidste personskifte skete
1. juni 1999, da graver Kaj Pedersen tog sin afsked efter 32 års trofast virke
ved kirken.
Den nuværende graver,
Da kirkens historie gennem de
sidste 10 år er kendt af de fleste, er den pågældende periodes begivenheder kun
beskrevet ganske kort.
Det var en ufattelig stor
opgave, Østervrå kirkes forkæmpere tog på sig, da de sidst i 1800-tallet blev
fortalere for en kirke i Østervrå. Når et stort projekt skal gennemføres, viser
der sig ofte store vanskeligheder, som først skal overvindes.
Sådan så det også ud i
kirkeprojektet, hvor kirken skulle have sin plads i en fattig egn, hvor
udviklingen først lige var begyndt, men takket være nogle stærke og ihærdige vendelboere lykkedes projektet, og kirkebyggeriet blev
gennemført.
Karen Baier
Østervrå lokalhistoriske forening.