Fastelavn.

Historie.

Navnet stammer fra det tyske "Fastelabend", hvis plattyske form

"Fastelauen" vandt indpas i Danmark.

Oprindelig var fastelavn en gammel hedensk vårfest, som havde til formål

at jage mørket, vinteren og det onde væk og byde solen og foråret

velkommen. Festen, som indeholdt en række særlige skikke af munter

karakter, blev optaget af den katolske kirke og tilladt som indledning

til de 40 dages faste, den forlangte før påsken.

Der er således en nær sammenhæng mellem fastelavn og påske, og da

tidspunktet for påsken retter sig efter månen, falder fastelavn aldrig

på en bestemt dato, men tidligst 1. februar og senest 7. marts - 40 dage

før påske, og det vil sige den 7. søndag før påskedag.

I katolsk tid forberedte man sig med 40 dages faste til påsken - årets

store højtid til minde om Jesu død og opstandelse. De 40 dage svarer til

længden af den faste, Jesus gennemgik i ørkenen, og hensigten med fasten

var, at man skulle gøre bod og leve sig ind i Kristi lidelser gennem

eget afsavn.

Under fasten var dans forbudt. Man skulle gå stille, være mørkt klædt og

tænke på, hvad Jesus måtte lide for menneskenes skyld.

Man gav afkald på kød, levede tarveligt og spiste det, der var tilbage

af tørret, saltet og røget fisk sammen med grød, vælling og andre

mælkeretter samt øllebrød og æg.

Selv om fastelavn betyder aftenen før faste, endte det med, at festen

fra de oprindelige tre første dage af fastelavnsugen kom til at vare en

hel uge, hvor man festede med god, fed mad, udklædning, leg og dans til

langt ud på natten inden den alvorlige, asketiske fastetid med dens

kedelige mad.

Da det var sidste frist for rigelig mad og drikke, lystighed og

løssluppenhed i lang tid, spiste, drak og morede man sig, mens tid var -

og ofte over evne.

Enkelte dage i fastelavnsugen havde særlige navne. Således kaldte man

fastelavns søndag og mandag og undertiden også lørdag før fastelavn for

henholdsvis flæske lørdag, søndag og mandag. På de dage styrkede man sig

med flæske- og kødretter, så man havde noget at stå imod med i

fastetiden.

Tirsdagen hed hvide tirsdag eller fede tirsdag, fordi man her fik varm

mælk og æggesøbe med hvedebrød, boller eller pandekager.

For de gejstlige begyndte fasten allerede fastelavnsmandag, mens

almindelige mennesker kunne vente til askeonsdag, hvor alle mødte op i

kirken med aske i hår og ansigt.

Senere gik det over til, at præsten med aske tegnede et kors i panden på

hver enkelt med ordene: "Menneske! Kom i hu, at du selv er aske og atter

skal blive til aske." Dette skulle medvirke til at gøre folk ydmyge og

fromme før fastetiden. Skikken blev afskaffet med reformationen, men

navnet askeonsdag levede videre. De sidste dage i ugen blev i reglen

kaldt torsdag, fredag og lørdag i fastelavn.

Efter reformationen blev fasten i katolsk forstand afskaffet. Martin

Luther fastslog, at man alligevel ikke kan købe Guds kærlighed og

tilgivelse med nogle udvendige gerninger. Den evangeliske kirke afviser

derfor tanken om, at faste medfører fortjenester over for Gud.

Det viste det sig imidlertid umuligt også at fjerne fastelavn, der havde

for stor en folkeyndest, så man måtte nøjes med at indskrænke festen til

det mindst mulige og fik efterhånden med love og forordninger samlet

festlighederne til fastelavnsmandag.

Fastelavnsskikkene.

Fastelavnsriset.

Brugen af fastelavnsris går langt tilbage, og i Danmark kendes skikken

fra 1700-tallet. Måske er fastelavnsriset en reminiscens af et

frugtbarhedsritual, for ved den hedenske, romerske fest lupercalierne i

februar måned lod kvinder i det gamle Romerrige sig piske af mænd,

hvilket skulle fremme frugtbarheden.

Skikken levede videre og kom over Tyskland til Norden. Dens oprindelse

var glemt, men helt op i 1700-tallet piskede man især unge piger og

barnløse kvinder i den tro, at slagene med risene ville gøre dem

frugtbare. Ved at anvende grønne eller friske grene med bristefærdige

knopper søgte man muligvis ved hjælp af saften fra grenene at overføre

deres spirende frugtbarhed til kvinderne.

Til gengæld for piskene blev mændene belønnet med boller.

I 1800-tallet var risene pyntet med svøbelsesbørn, et par næbbende duer,

storke med børn i næbbet og andre kærligheds- og frugtbarhedssymboler,

hvilket også tyder på en forbindelse til de gamle frugtbarhedsritualer.

Katten af tønden.

Denne skik blev efter al sandsynlighed bragt til Danmark af de

hollandske familier, som Christian II fik til at slå sig ned på Amager,

hvor de dyrkede grøntsager til København og blev pionerer for gartneri

og havebrug.

De vakte opsigt med deres ejendommelige fastelavnsløjer og indførte

bl.a. tøndeslagning til hest.

Som tiden gik, blev de populære amagere en slags hofbønder, der optrådte

for de kongelige og hoffet, hvilket nok især var medvirkende til, at

tøndeslagningen så forholdsvis hurtigt bredte sig til

det øvrige Danmark.

En for én red karlene i trav eller galop frem mod tønden, der var

ophængt mellem to stænger og indeholdt en levende kat eller to. Med

forke eller stager slog de til tønden, indtil bunden røg ned, og de

hvinende katte sprang ud. Som regel lod man kattene løbe her i Danmark,

men der er desværre eksempler på, at de visse steder blev jaget og

pryglet til døde.

At anvende levende katte til tøndeslagning var en barbarisk skik og

måske en rest af hedensk overtro, som gik ud på, at katten var helliget

månen og symbol på mørket, som skulle vige for det tiltagende dagslys.

Katten var simpelthen et ondt og djævelsk væsen, som i ledtog med onde

magter var skyld i mange ulykker. Men til fastelavn tog man revanche og

hævnede sig ved at straffe katten, som helst skulle være sort, og da

den symboliserede de mørke kræfter i naturen og i én selv, var det en

fryd at jage den ud af landsbyen.

En sidste rest af denne overtro har holdt sig helt op til vore dage,

hvor det efter overtroiske menneskers formening skulle bringe ulykke,

hvis man møder en sort kat, der går over vejen.

Helt op i det 19. årh. anvendte man levende dyr, men i sidste halvdel af

århundredet ophørte den barbariske skik, og herefter var det ituslagning

af den øverste bund, der gav titel af kattekonge.

At ride til gåsen eller hanen.

Ved den hedenske vårfest repræsenterede hanen ligesom katten de farlige

kræfter. Nogle steder blev en levende gås eller hane derfor hængt op i

benene på en snor mellem f.eks. to træer. Den blev hængt så højt op, at

fastelavnsrytterne måtte rejse sig i sadle for at nå op til den. Legen

gik så ud på, at dyret skulle have hovedet trukket af, og vinderen af

legen blev udnævnt til gåsegreve.

Det var slet ikke så lige en sag at opnå den ære, for som regel var

hoved og hals smurt godt ind i sæbe, og for at gøre det endnu

vanskeligere at udføre dåden var hoved- og halsfjerene ofte plukket af.

Det gjorde det heller ikke lettere, at fuglen var levende og bevægede

sig uroligt til de mange tilskueres store morskab.

Mishandlingen af de stakkels dyr skyldtes dog ikke kun ren og skær

ondskab. Uvidenhed avlede overtro, og da man nærede en stor frygt for

mørket og de onde magter og til stadighed følte sig utryg, har det været

en lettelse at udpege en syndebuk, som man kunne føle sig til herre over

og pine, bortjage eller dræbe i fællesskab.

På Amager holdt man op med at ride til gåsen i 1733.

Fastelavnsoptog.

I det gamle bondesamfund var fastelavnsmandag den største dag i

fastelavn. Her red der udklædte og festligt pyntede karle rundt fra gård

til gård i et stort og festligt optog. Hensigten var at samle penge og

madvarer ind til fastelavnsgildet samme aften.

Der var tre faste figurer i optoget: stodderen, der var klædt ud som en

gammel mand, kællingen, der var en karl, klædt ud som et kvindfolk og

bajadsen, der optrådte som klovn med hvid skjorte, bånd, bjælder og

klovnehat. Han havde til opgave at sprede morskab, hvor de kom frem.

Stodderen og kællingen havde som regel hver sin kurv med til gaverne.

Andre steder så man i optoget to udklædte personer, som symboliserede

vinteren og sommeren. Vinteren var i gammelt tykt tøj, skindpels, hue

med øreklapper og halm i træskoene, og sommeren i let, spraglet tøj med

blomster og bånd. Undervejs kæmpede de for sjov med hinanden og

symboliserede derved kampen mellem vinter og sommer.

På gårdene spillede og sang man for folkene, lavede sjov, tiggede æg og

fik måske en dans med pigerne. Til gengæld blev man beværtet med boller

eller æbleskiver, øl og måske snaps, så stemningen i fastelavnsoptoget

blev jo lystigere og lystigere, jo længere man nåede frem på dagen.

Man optrådte ikke altid socialt, idet man nemlig godt kunne finde på at

boykotte visse gårde for at vise, hvem man regnede med og hvem, der var

udenfor.

At ride fastelavn hørte ungdommen til. Gifte folk kunne more sig med at

klæde sig ud og løbe fastelavn, dvs. gå på besøg hos venner og bekendte

for at lave sjov med dem.

Ringridning.

Efterhånden blev ringridning en væsentlig bestanddel af

fastelavnsfestlighederne. Denne sport stammer helt tilbage fra

1500-tallet, hvor den afløste tidligere tiders barske ridderkampe ved

fyrstehofferne og blev meget populær.

Sporten består i, at rytterne i galop med en stok eller lanse forsøger

at fange en ring, der er sat op i en galge.

Skikken bredte sig fra landsby til landsby, og da det daværende

hertugpar på Augustenborg Slot holdt sølvbryllup i 1845, blev det fejret

med en stor ringridningsfest med ikke mindre end 400 ringriddere.

Siden da har ringridning været en fast og yndet tradition ved sommerens

folkefester i Sønderjylland - kun afbrudt af perioder med mund- og

klovsyge og i større byer af de to verdenskrige.

Lokale traditioner.

I tiden, hvor heste var en fast bestanddel på gårdene, arrangerede

Østervrå Idrætsforening også ringridning med efterfølgende fest på

Hotellet, og det var en festlig, folkelig og fornøjelig søndag for børn

såvel som for voksne.

Fastelavnsrytterne var unge mænd fra by og omegn. De fleste af dem bar

skråhuer, bånd, elegante jakker eller hvide skjorter med farvestrålende

skærf, mens de nystriglede heste var pyntede med kulørte sløjfer og bånd

ved ører og haler og mange af dem med dækkener i flotte farver.

Ringridningen foregik på markedspladsen midt i byen. En lille ring var

hængt op i en galge et godt stykke over jorden, og i strakt galop skulle

rytterne så prøve at gribe ringen med en lang stok, hvilket krævede både

stor ridefærdighed og et godt øjemål.

Når alle var klar, begyndte forestillingen, og under høje tilråb fra de

mange tilskuere red deltagerne én efter én i fuld fart og med flagrende

bånd ind under galgen.

De ca. tyve ryttere red rundt i ti omgange, og de tre bedste blev

henholdsvis konge, prins og adjudant, hvorimod nummer sjok endte som

prikkenorius, men dog kun hvis han var helt uden points. Undertiden var

der en præmie for den smukkest pyntede hest, ligesom der ofte var udsat

en sølvpokal til kongen.

En af rytterne sad på en islandsk hest. Han deltog ikke i ringridningen,

men havde en anden vigtig funktion. Klædt ud som klovn red han nemlig

rundt med en indsamlingsbøsse og bad tilskuerne om en skærv til aftenens

fest.

Efter ringridningen fulgte fastelavnsridningen, hvor de udklædte ryttere

red gennem byen med de kongelige i spidsen og med klovnen som et muntert

indslag. Han havde selvfølgelig raslebøssen med, for også her var

formålet at samle ind til idrætsforeningens fastelavnsfest.

Rytterne standsede kun ved de huse, hvor de var sikre på gevinst, og med

front mod huset ventede de på, at ejeren skulle komme ud. Når klovnen

havde indkasseret pengene, udbragte han et trefoldigt leve for den ædle

giver, før optoget fortsatte til det næste "gavmilde" hus. Hist og her

blev rytterne beværtet med en kop kaffe, småkager, et glas vin eller

snaps, så humøret manglede sjældent noget, når de kom til vejs ende.

Om aftenen var der fest for rytterne og gymnastikforeningens medlemmer

med damer i den smukt pyntede hotelsal. I 20'erne blev der af og til

opført et lille teaterstykke, hvorefter der var kaffebord, og her faldt

talerne slag i slag. Efter et par timers dans slog damerne katten af

tønden, og efter et ihærdigt arbejde af samtlige damer kunne man endelig

tildele den heldige dronningeværdigheden.

Torsdag efter fastelavn afholdt Østervrå Borger- og Håndværkerforening i

1926 et stort karneval på Hotellet. Entréen var to kr. pr. deltager, og

billetterne kunne afhentes samme dag kl. 2 om em. Fra kl. 4 om em. kunne

man købe masker og leje dragter på Hotellet. Derefter samledes gæsterne

kl. 7.30 om aftenen i restaurationen, som ved den lejlighed var

forbeholdt foreningen. Salen, hvortil kun maskerede havde adgang,

åbnedes kl. 8, og kl. 9 var der demaskering.

I Østervrå Avis havde dens navnkundige redaktør Niels Adelstorp følgende

malende beskrivelse af aftenen:

Der var stor tilslutning til festen, og det blev en virkelig morsom og

fornøjelig aften. Ved den lejlighed var hotellets sal forvandlet til en

yndefuld egn fra det naturskønne Japan.

Kirsebærblomster, jasminer, blåregn og guldregn og talrige andre

langklasede blomster udfoldede sig omkring et utal af brogede lygter. En

mægtig portal, holdt i smukke, østerlandske farver dannede ramme om en

flok unge japanerinder (geishaer), hvis farver var dannet af månens

stråler, og hvis øjne mindede om den nedgående sols pragtfulde skær.

Deres bevægelsers yndigheder udfoldede sig i en bedårende dans, som

foregik i et fantastisk skær af forskelligtfarvet lys.

Karnevallet i Thorshøj fik ligeledes en dundrende succes. Der var

stopfyldt hus, og en fyldt pengekasse blev aftenens resultat. Så mange

mennesker havde der aldrig før været i hotellets sal, men trods den

kolossale trængsel herskede der mønsterværdig orden.

Der var mange komiske masker: Ole Lukøje, skorstensfejere, klovne,

konger og andre højtstående personer, men mest lykke gjorde Klodshans på

sin gedebuk.

Salen var særdeles smukt pyntet op og fortrinligt oplyst. I det ene

hjørne var der anbragt en idyllisk moshytte, hvor en gammel morlil havde

udsalg af forskellige lækkerier og konfetti m.m.

Den slags fester var samtaleemne i lang tid.

Da landbruget blev mekaniseret, blev det vanskeligt at skaffe heste til

ringridning og optog, og til sidst var der kun otte ryttere med.

Endvidere forsvandt markedspladsen, der måtte vige pladsen for

varmeværk, bank, sparekasse, parkeringsplads og brugs, men

idrætsforeningen gav ikke op. Der skulle stadig være fastelavn i

Østervrå, og det blev der, når den festligt granpyntede fastelavnsvogn

kørte gennem byens gader belæsset med glade børn. Kartonet på

hestevognens sider var dekoreret med farvestrålende fastelavnstegninger

og med ØVI's logo.

På sin vej gennem byen samlede ekvipagen endnu flere børn omkring sig.

Man fordelte arbejdet imellem sig, og i grupper på to - et barn ifølge

en voksen - gik man ind i husene og bad om en skærv til den

efterfølgende fastelavnsfest. Fastelavnsoptoget havde således samme

funktion som de tidligere fastelavnsryttere havde haft, dog med den

forskel, at de indsamlede penge her gik til en fastelavnsfest for børn.

Først i 50'erne gled også denne skik ud. Der kom nye til i bestyrelsen,

som af forskellige grunde afskaffede fastelavnsvognen.

Fastelavnsmandag var og er børnenes dag. Før i tiden havde de fri fra

skole, og i mange familier kom de tidligt om morgenen ind og risede

forældrene op med fastelavnssangen.

Efter morgenmaden begyndte de at gøre sig ukendelige på forskellig måde,

for nu skulle de ud at rasle, og den formiddag var der mange børn på

gaderne. Malede i ansigterne, maskerede og iført fantasifulde dragter

gik de heldige børn, der havde forældrenes tilladelse, fra hus til hus,

hvor de sang foran dørene og raslede med bøsserne.

Ingen forretningsfolk gik fri. De var nærmest forsvarsløse, men på den

anden side gav det jo også lidt reklame, når børnene blev godt

behandlet.

Den begivenhedsrige dag sluttede med fastelavnsfest på kroen med

tøndeslagning og kåring af en konge og dronning samt præmier til de

bedst udklædte børn. Derefter blev der leget og danset, og så var en

dejlig dag slut.

Den tid er forbi. Sidst i 70'erne ophørte fastelavnsmandag som

skolefridag, og derfor gik antallet af raslebørn ned år for år. Nu

ligger fastelavn i skolens, børnehavens og fritidshjemmets regi, hvor

man forhåbentlig vil videreføre fastelavnstraditionerne.

I de senere år har et voksende antal energiske børn dog indset, at man

egentlig godt kan nå at rasle ved dørene om eftermiddagen, når

pasningsordningernes festivitas er overstået. Tiden har ændret sig, men

skikken overlever tilsyneladende.

Karen Baier

Østervrå Lokalhistoriske Forening.

Kilder: Dagligt liv i Danmark i det 17. og 18. årh.

Dagligliv i Danmark i det 19. og 20. årh.

Dagligt liv i Norden bd. 4.

Historie-online.dk.